Lidl har fundet sin nye salgsdirektør

Øvrige kæder - Navne 6. maj 2022 -
This describes the image
Zita Szlavikovics er 43 år og født og opvokset i Ungarn Foto: Lidl
  • Zita Szlavikovics kommer med lang erfaring fra andre Lidl-lande og bliver eneste kvindelige medlem af direktionen i Lidl Danmark

I februar mistede Lidl Danmark sin salgsdirektør Anders Frydendahl, der var med til lancere Lidl i Danmark i 2005.

Nu henter den tyskejede discountkæde en international Lidl-profil, der tilmed er kædens eneste kvindelige medlem af Lidls direktion i Danmark.

Zita Szlavikovics hedder den ny salgsdirektør, der har mere end 20 års erfaring indenfor detail og handel samt bestridelse af stillinger som salgsdirektør og stedfortrædende CEO i andre Lidl-lande.

Zita Szlavikovics har 15 års erfaring i europæisk Lidl-regi, senest tre år som salgsdirektør og stedfortrædende CEO i Lidl Rumænien. 

43-årige Zita Szlavikovics, der er født og opvokset i Ungarn, havde første officielle arbejdsdag i stillingen d. 2. maj, og arbejdet for den nye salgsdirektør i Lidl Danmark indledes med en måneds intensivt dansk sprogkursus, hvorefter arbejdet på salgsområdet for alvor kan begynde.

- Jeg glæder mig meget til jobbet som salgsdirektør i Danmark. De danske kunder er kvalitets- og prisbevidste og sætter den gode indkøbsoplevelse højt, så det ser jeg frem til fortsat at give dem i alle vores butikker. Jeg ser især frem til at møde og indlede arbejdet med mine nye kolleger i butikkerne, fordi de med den daglige kundekontakt har en af de vigtigste roller i vores forretning, siger Zita Szlavikovics.

Opdateret 7. jun 2022