Lidl har åbnet e-butik i land nummer tre
Der er både plæneklippere og en Weber-lignende grill i et helt andet mærke blandt åbningstilbuddene i den tyskejede internationale discountkæde Lidls spritnye online-butik i Holland, lidl-shop.nl.
Den hollandske netbutik lægger her midt i juni ud med en billig levering. 2,99 euro koster det at få varerne hjem til dørtrinnet hos de hollandske forbrugere. Det svarer til lidt over 22 kr.
Holland bliver nu det tredje land, hvor Lidl sælger online. De to første lande med Lidl-shops var hjemlandet Tyskland og Belgien. Foreløbig er der kun nonfood-varer på hylderne i Lidls nye hollandske e-butik, som foruden diverse havegrej, der naturligvis er i sæson lige nu, rummer elektronik, tøj, køkken- og boligudstyr, diverse værktøj og redskaber samt sportstøj og -grej. Og en del mere.
Ifølge analysevirksomheden ResearchFarm skulle der dog også være fødevarer på vej på lidt længere sigt.
Lidl samarbejder også med transportgiganten DHL om klik og hent-køb - dog ikke i kædens butikker i Holland.
Mad i Tyskland - hvad med Danmark?
I Tyskland er Lidls lidt ældre online-butik en del længere fremme i udviklingen med en større grad af integration med kædens butikker samt f.eks. salg af både rejser, vin & spiritus - og ikke mindst dagligvarer med en vis holdbarhed, tilsyneladende med en overvægt af kolonialvarer.
Det er ikke lykkedes Dansk Handelsblad at få Lidl her i landet til at svare på, om kæden også kommer til at åbne en dansk e-butik.