Det er med discountkæderne i Danmark lidt som med fodboldens superliga: De stærkeste deltager i slutspillet om at blive danmarksmester - mens resten forsøger at undgå at rykke ned.

I den sidste gruppe er der to kæder, som slås for den langsigtede overlevelse. Uden at det skal opfattes alt for uvenligt, er det Coops Fakta, og det er Aldi. Dagrofas nu lukkede discountkæde Kiwi er allerede rykket ned og kommer ikke ind i spillet igen.

I den modsatte ende af ligaen ligger Salling Groups Netto og norskejede Rema 1000 og duellerer om at blive nummer et - langt foran alle andre. Men med på vinderholdet er også en tredje discountkæde med fremgang og stort potentiale: Lidl.

Med 120 - godt nok relativt store - butikker er Lidl aktuelt slet ikke på omgangshøjde med de stærkeste rivaler, hvor Netto har passeret de 500 - på vejen mod 600. Og det er ikke gået så hurtigt med at ekspandere her i landet, som det har været planen.

Men den internationale kæde - Europas absolut største med en omsætning i det seneste regnskabsår på 81 mia. euro og tæt på 11.000 butikker i godt 30 lande - har som privatejet både tid, penge og tålmodighed til at operere langsigtet.

Og på et tidspunkt når kæden op i en form for kritisk masse, der løfter den til et højere niveau i danskernes bevidsthed.

For tiden gentager Lidl en kampagne, der skal afmontere udbredte danske fordomme om kæden med det tyske ophav. I alle de mange Lidl-lande arbejder kæden intenst på at overbevise forbrugerne om, at Lidl er særligt engageret i netop deres land.

Der findes faktisk stadig europæiske lande, som Lidl endnu ikke har åbnet butikker i. Det gælder på Balkan og i Ukraine og Hviderusland. Og så er der undtagelsen Norge, hvor Lidl faktisk forsøgte sig, men efter få år endte med at trække sig ved at sælge ud af butikker og anlæg til lokale Rema 1000.

Selv om Lidl i dag helst vil lægge afstand til et image som ”tysk”, var der i hvert fald tysk grundighed og systematik i operationen, da Lidl fra begyndelsen af 00’erne gik ind i alle de nordiske lande efter tur: Finland i 2002, Sverige i 2003, Norge i 2004 og til sidst Danmark i 2005.

I den sidste weekend i september er det præcis 14 år siden, at Lidl åbnede sine 13 første butikker her i landet. Forud var gået nogle år, hvor kæden havde sikret sig en særlig medieinteresse på sin lukkethed.

For er der noget, der kan vække en journalists nysgerrighed, så er det, når noget er gemt. Man kan helt glemme, at bare fordi noget er gemt, behøver det hverken at være suspekt - eller særligt spændende.

Men jo mindre folkene bag Lidl sagde dengang, jo mere truende virkede invasionen fra syd. Ville priserne blive banket helt i bund, så de eksisterende dagligvarehandlende fik undermineret deres forretninger?

Sådan kom det ikke til at gå. Reaktionerne ved åbningen af de første butikker i september 2005 var vel nærmest en slags ”var det virkelig det?”, Og Lidl forsvandt hurtigt ud af overskrifterne, selv om der af og til i de første år dukkede historier op om Lidl-butikker, der indskrænkede deres butiksareal.

Dengang var det kedelige standard- butikker - som i mange tilfælde viste sig at være alt for store til en nogle steder meget begrænset kundestrøm. Men det er pludselig længe siden - og Lidl er her endnu.

For nogle konkurrenter reelt i en mere skræmmende og opgraderet udgave i takt med, at kæden har udviklet både koncepter, sortiment og kommunikation.

I Sverige, hvor Lidl har været i to år længere end i Danmark, forventer man at nå 200 butikker senest i 2020, og landets eneste tilbageværende discountkæde solgte i sit eneste regnskabsår for knap 11 mia. svenske kr. - cirka 7,5 mia. kr.

I Danmark ved vi ikke rigtigt, hvordan regnskabstallene ser ud. Det højeste, noget usikre, bud for tiden er, at Lidls omsætning kan nærme sig 6 mia. kr. Men vi ved til gengæld, at kæden er langt, langt fremme med omfattende etableringsplaner. Lidl er ikke en konkurrent, man kan tillade sig at undervurdere.

Læs også: Lidl har over 100 nye butiksplaceringer i støbeskeen