Lidl er nu størst i Europa
En af Europas sværvægtere inden for discounthandel, den tyske Schwarz-Gruppe med discountkæden Lidl, har nu sat sig på tronen af europæisk dagligvarehandel.
For første gang har en discountvirksomhed placeret sig øverst blandt de største aktører inden for europæisk dagligvarehandel, viser en ny opgørelse fra det tyske fagblad Lebensmittel Zeitung. Bladet bruger Planet Retail som kilde for sin opgørelse.
Traditionelt har det været kæder som franske Carrefour og engelske Tesco, der har toppet listen, men de seneste års internationale ekspansion har tilført Lidl og dermed Schwarz-Gruppe så meget ny omsætning, at den nu er størst.
Schwarz Gruppe er dog ikke størst på verdensplan. Her sidder amerikanske Walmart fortsat solidt på tronen, og der er trods alt et godt stykke vej fra Schwarz-Gruppes omsætning på ca. 79 mia. euro til Walmarts ca. 363 mia. euro.
International vækst
I en lang årrække har de to førende tyske discountkæder, Aldi og Lidl, stille og roligt kunnet udvide deres forretning i Tyskland. Nu er det tyske marked imidlertid ved at være mættet, og det bliver stadig vanskeligere for Lidl og Aldi at åbne nye butikker.
Derfor er både Lidl og Aldi rykket videre i deres strategi, som lyder på ekspension på internationale markeder. Begge kæder oplever i disse år stor succes med at eksportere deres koncepter til nye lande.
Lidl sætter således hvert år nye salgsrekorder i England, hvor kæden åbner nye butikker i højt tempo. Kæden har også fart på etableringen i Frankrig, Spanien og Irland, og nu vil kæden rykker ind i Italien. Ifølge Lebensmittel Zeitung bliver Serbien næste skud på stammen for Lidl.
Af Henrik Denman
hede@dhblad.dk
Foto:Lidl