Lidl: Elektroniske prisskilte sparer næsten 1000 timer om ugen
-
Den tyskejede discountkæde Lidl er i gang med at implementere elektroniske prisskilte i sine butikker
I maj begyndte den tyskejede discountkæde Lidl udrulningen af elektroniske prisskilte. Nu er kæden godt halvvejs og forventer at være i mål i begyndelsen af 2023.
De elektroniske prisskilte vil spare syv medarbejdertimer om ugen, hvilket på kædeplan betyder en besparelse på 966 timer. De timer bruges i dag på at skifte papirskiltene ud.
- Vi har glædet os meget til at få de elektroniske prisskilte op i vores butikker, og de er blevet taget fantastisk godt imod - både blandt vores medarbejdere og kunder. Når alle butikker har fået implementeret de nye prisskilte, kalkulerer vi timemæssigt med en besparelse på cirka syv timer pr. butik om ugen, som normalt bliver brugt på at udskifte papirprisskilte. Det er virkelig mange timer, når man kigger på tværs af vores 138 butikker, siger Zita Szlavikovics, der er salgsdirektør i Lidl.
De nye prisskilte skal give et mere moderne udtryk, men de er også med til at gøre det nemmere for kunderne at se de rigtige priser, produkt-navne, tilbud og særlige rabatter for Lidl-Plus kunder.
Lidls butik på Roskildevej 340 i Rødovre var den første butik, der i juni fik implementeret de elektroniske prisskilte, og for butikschef, Mette Mikla, har overgangen været tydelig at mærke.
- Jeg har kun modtaget positive tilbagemeldinger på skiltene, særligt på deres størrelse, der er større end mange andre steder. I dagligdagen sparer de nye skilte os en del tid samtidig med, at det skaber mere ensartethed i butikken og giver en bedre visning af priserne til kunderne. Jeg er stor fan, siger Mette Mikla.