Lidl-effekten blev mindre end ventet
Aldrig før eller siden har en dagligvarekæde uden egen indsats fået så meget presseomtale, som tyske Lidl gjorde forud for entreen på det hjemlige marked 29. september 2005 - for præcis ti år siden.
I årene forud for åbningen af de første 13 danske Lidl-butikker kom der ikke en lyd fra kædens danske adm. direktør Finn Tang, og det fristede mange journalister til at grave og spekulere lidt i, hvad Lidl egentlig var for en størrelse - og hvilke planer kæden havde i Danmark.
Der var gang i mange skrækhistorier, som bl.a. gik ud på, at Lidl ville sænke det generelle prisniveau i branchen markant via sin enorme indkøbskraft - og dermed gøre det sværere for både konkurrenter og leverandører at tjene penge.
Men Lidls ankomst har ikke fået den voldsomme effekt.
- Nej, Lidl har på ingen måde sat brand i markedet. De er bare blevet en discountkæde mere blandt alle de andre discountkæder. Men mit indtryk er da, at butikkerne klarer sig rimeligt godt. De har formået at forstå og tilpasse sig det danske marked. Og de har det, som danske forbrugere efterspørger, nemlig lave priser, siger detailhandelseksperten Lars Esbjerg, som er lektor ved Aarhus Universitet.
Markedsandel på 4 pct.
Trods den lokale tilpasning oplever Lars Esbjerg imidlertid stadig, at central styring fra Tyskland kan sinke beslutnings-processerne her i landet.
Da de første Lidl-butikker åbnede for 10 år siden, var det mest bemærkelsesværdige en butiks-størrelse på op mod 1500 kvm. samt et stort udvalg af frugt og grønt.
I begyndelsen gik det ikke fantastisk. Flere Lidl'er måtte hurtigt indskrænke deres salgsarealer, som med de mange kvadratmeter virkede ekstra tomme.
Lidl fandt også ud af, at dansk lovgivning på området gjorde det til en klar fordel at holde det samlede areal nede på 1000 kvm, fordi det var en nemmere størrelse at få gennem de kommunale plan-møller.
Siden har Lidl åbnet yderligere 85 danske butikker og er nu oppe på 98. Det er langt fra de ambitioner, Lidl luftede i et af de første interviews i 2005.
- Som ambition er det målet at åbne flere butikker end de tre-fire om måneden, som vi forventer at åbne den næste måned efter åbningen. Men samarbejdet med kommunerne afgør tempoet på længere sigt, sagde Lidl-topchef Finn Tang Sørensen til Børsen.
De seneste fire år har tempoet været meget lavt, og butiksantallet kun øget med 14, svarende til tre-fire butikker - om året.
Aktuelt kan Lidl ifølge Dansk Handelsblads oplysninger have en markedsandel tæt på 4 pct. og dermed en omsætning på godt 4 mia. kr. i Danmark - mere end rivalen hjemme fra Tyskland, Aldi.
- I de Lidl-butikker, jeg kender til, er der altid mange kunder og en god gennemstrømning. De har jo gode parkerings-faciliteter, og det er altid nemt at komme til at købe ind - hvor det nogle gange er lidt sværere hos deres konkurrenter, siger Lars Esbjerg.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Arkivfoto: Henrik Frydkjær
Adm. direktør i Lidl, Finn Tang