Lidl åbner webshop i 2023
-
Onlinehandel skal styrke den tyske discountkædes salg af sæsonvarer inden for nonfood
Den tysk-ejede discountkæde Lidl føjer nu onlinehandel til sin danske forretning.
Lidl har for nylig indviet et højlager i Køge Nord med åbningstale af Køges borgmester Marie Stærke (S), der glæder sig over kædens ekspansionsplaner med udgangspunkt i kommunens store erhvervsområdet tæt på motorvejen.
Kæden ønsker at udvide især på Sjælland og er desuden i gang med en omfattende modernisering af sine 134 butikker.
- I begyndelsen af 2023 starter vi vores onlineforretning i Danmark, som fokuserer på nonfood. Det bliver en stor investering for firmaet og noget, der vil differentiere os fra vores konkurrenter. Det betyder, at vi f.eks. kan køre kampagner efter sæsoner, siger Jens Stratmann, adm. direktør i Lidl Danmark til dagbladet Børsen.
Lidl vil i første omgang promovere selskabets egne brands som f.eks. værktøjsmærket Parkside.
Når Lidls webshop går i luften i 2023, er det den tyske koncerns plan i løbet af første år at have 2000 artikler i det faste sortiment plus omkring 10.000 sæsonvarer. Webshoppen vil udelukkende tilbyde hjemmelevering, skriver Børsen.
Beslutningen om at etablere en webshop i Danmark kommer blandt andet på baggrund af gode erfaringer fra flere af Lidls andre markeder – som for eksempel Belgien. Her har en lignende webshop været med til at øge omsætningen på non-food-produkter i det hele taget. På samme tid har webshoppen ikke ”stjålet” kunder fra de fysiske butikker.
Det skyldes ifølge Lidl Danmarks indkøbsdirektør Rasmus Pape, at man skaber mere loyale kunder og tiltrækker et nyt segment af kunder til Lidl.
- Webshoppen skal blandt andet sætte en stopper for den usikkerhed, mange måske kender, når de sætter kursen mod en butik for at få fingrene i et bestemt non-food-produkt, der er annonceret i tilbudsavisen – ”er der mon flere tilbage"?, forklarer Rasmus Pape i en pressemeddelelse.
Lidl i Danmark som springbræt for danske varer
I 2005 kom Lidl til Danmark med sin første butik. Og ifølge en prognose fra Retail Institute Scandinavia vil kæden vokse til 196 butikker i 2031, hvad der giver Lidl en dansk markedsandel på tæt ved fem pct. mod 3,5 pct. i 2021.
Jens Stratmann siger til Børsen, at ambitionen i forhold til den fysiske udvikling af butiksnettet er at nå op på 200-210 butikker. Det betyder, at der skal udvides 8-10 butikker om året.
Lidls adm. direktør fremhævede ved indvielsen af højlageret i Køge, at flere og flere danske producenter finder vej til hylderne i Lidls butikker i Danmark og senere andre af kædens 11.550 butikker fordelt på 30 lande. Der gør den tyske discountkæde til den største dagligvarekæde i Europa.