Lidl åbner sin første danske fremtidsbutik

Lidl 4. nov 2016 -
Foto: Lidl

Når Lidl 10. november slår dørene op for en spritny butik i sønderjyske Aabenraa, bliver det den første af sin art her i landet.

Butikken i Aabenraa er nemlig modelleret efter den internationale discountgigants nye koncept, der allerede har haft premiere i flere andre europæiske lande som England, Irland, Italien, Sverige med flere.

Lidl betegner selv konceptet som ”fremtidens dagligvarebutik”, og i udlandet er bruttoarealet af den slags ofte på over 2000 kvm. med brede gange, højt til loftet og masser af lys og luft.

I Aabenraa bliver den nye butiks salgsareal på 1400 kvm.

- Vi er da stolte af at sige, at vi her i Aabenraa har Danmarks største Lidl-butik. Vores kunder vil tydeligt kunne mærke, at det bliver en helt anden oplevelse de får, når de kommer ind og besøger os i den nye butik, siger Lars Lysholt, der er butikschef i Aabenraa.

Kæden har ifølge Fyns Amts Avis netop søgt om at kunne udvide sin eksisterende butik i Faaborg til 2300 kvm. - ud fra et ønske om at kunne opdatere den til det nye koncept.

Også farvemæssigt adskiller de nye butikker sig med et mere afdæmpet udtryk end de skarpe discount-gule og blå, som hidtil har kendetegnet en Lidl-butik.

Vigtigt våben for Lidl

Den nye butik i Aabenraa bliver den første af sin slags i Danmark, men mange vil følge efter. Af en invitation til et pressemøde 10. november i forbindelse med åbningen skriver Lidl:

”Vores nyopførte butik i Aabenraa er det første synlige bevis på, hvordan vores nye butikskoncept er et af vores vigtigste våben til at vinde kampen om kundernes gunst på det danske dagligvaremarked. Den nye butik er samtidig standarden for alle kommende nyåbninger og renoveringer af eksisterende butikker i hele Danmark.”

Der ligger den særlige historie bag nyåbningen, at en ældre Lidl-butik på samme adresse blev revet ned i foråret, fordi dens parkeringsplads havde sat sig så meget, at den nærmest var blevet ubrugelig.

Den første Lidl på Langebro 44 i Aabenraa var i øvrigt en af de 13 første butikker, som kæden åbnede på én gang her i landet ved premieren i efteråret 2005.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?