Lidl åbner i københavnsk storcenter
Til oktober slår den tyske discountkæde dørene op for kædens butik nummer 105, der kommer til at ligge på Fisketorvet.
Lidls interesse for en butik på Fisketorvet er langt fra tilfældig, skriver kæden i en pressemeddelelse.
Området omkring shoppingcentret ved Havneholmen og Sydhavnen oplever i disse år stor vækst, og nye boliger skyder op på stribe. Det betyder mange nye beboere og dermed også mange nye kunder.
- Beliggenheden har vi haft i kikkerten længe, så vi er meget tilfredse med, at en Lidl-butik på Fisketorvet nu bliver en realitet. Vi har sat gang i en større vækstoffensiv og har dermed skruet op for ambitionerne i blandt andet Københavnsområdet, siger Mads T. Nielsen, udviklings- og ejendomsdirektør i Lidl Danmark.
Fisketorvet er Danmarks eneste certificerede, firestjernede shoppingcenter og er med sine 59.000 kvm. et af Københavns største.