Kontaktløse kunder belønnes i Lidl
Kunder i Lidl belønnes i juni måned for at betale kontaktløst. Kæden var i december sidste år den første dagligvarekæde til at give kunderne mulighed for kontaktløs betaling med MasterCard, og nu kører discountkæden sammen MasterCard en kampagne, hvor en kontaktløs betaling udløser en gratis pakke is eller ti kaffekapsler.
- Det er nemt og enkelt at bruge, og det er hurtigere end det eksisterende, og både vi og kunderne synes, det er rigtig godt, så derfor vil vi gerne være med til at gøre opmærksom på muligheden for kontaktløs betaling, siger økonomidirektør Thorbjørn Liebing fra Lidl Danmark.
- Vi har kørt med det siden december måned uden problemer overhovedet, og det kører hurtigt og stabilt. Vi kan også se, at antallet af transaktioner er stigende over perioden men selvfølgelig præget af, at der endnu ikke har været så mange kort med de kontaktløse funktioner, men det kommer jo nu for alvor, så derfor er det også et godt tidspunkt at køre den her aktion med MasterCard, siger Thorbjørn Liebing.
Han gætter på, at der er kunder, der endnu ikke har opdaget og forstået antenne-symbolet på deres kreditkort.
- Vi tror, der er mange, der har et kontantløst kort uden at være klar over det, så vi synes, det var en god lejlighed til den her lille gimmick sammen med MasterCard for at gøre kunderne opmærksom på det, siger han.
Dankort som motor
Thorbjørn Liebing forventer, at den kontaktløse aflæsning vil få et gennembrud, når de første danskere om et par måneder begynder at modtage Dankort med mulighed for kontaktløs aflæsning.
- Jeg tror, at kunderne vil tage det til sig, fordi det er simpelthen nemmere. Vi har positive erfaringer fra især England og Østeuropa, og vi tror, at også de danske kunder vil blive rigtig glade for kontaktløs aflæsning, når Dankortet bliver den store motor, som virkelig skubber det i gang for alvor, siger økonomidirektøren.
Af Claus Jensen
cj@dhblad.dk
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand