International vinspecialist skal styrke Lidls vinsalg

Lidl 19. sep 2019 -
This describes the image
Lukas Hartmann og Richard Bampfield vin Lidl Danmark Foto: Lidl

Den engelske vinekspert og Master of Wine, Richard Bampfield, har indgået et nyt samarbejde med Lidl Danmark.

Richard Bampfield skal blandt andet anmelde vinene, så det bliver lettere for kunderne at vælge. Vineksperten giver vinene en karakter på en skala fra 0-100.

Systemet er blandt andet kendt fra England og vil være at finde på udvalgte Lidl-vine fra midt i oktober.

- Evalueringen fra Richard Bampfield kommer på vinen uanset, om han giver den få eller mange point, ellers kan kunderne ikke have tillid til systemet. Pointsystemet tager udgangspunkt i, hvor godt en vin repræsenterer den drue og den lokation, den kommer fra, siger Jeppe Andreasen, der er vinindkøber i Lidl.

Samtidig opgraderer kæden sit udvalg af vine, og i 2020 rammer flere end 25 nye rød-, hvid- og rosévine fra bl.a. Frankrig, Spanien og Italien butikkerne. Tre nye vine kommer i handlen allerede i oktober.

Richard Bampfield kan næste år fejre 30-års jubilæum som Master of Wine – en titel, kun knap 400 vineksperter har. Og selvom Richard Bampfield er englænder, har han et godt kendskab til danskernes præferencer indenfor vine.

- Første gang, jeg besøgte Danmark, var i de tidlige 1990'ere, og det er interessant at se, hvordan vinkulturen har udviklet sig siden da; vin er i dag en almindelig del af danskerne livsstil, og udvalget af vine hos danske forhandlere er et af de mest varierende i verden, siger Richard Bampfield.

Ost som i supermarkedets delikatesse

Sammen med den øgede satsning på vin lancerer Lidl et nyt udvalg af oste - i første omgang i en række udvalgte butikker på Sjælland.

Det drejer sig om specialoste fra hele Europa, og de er udvalgt af de lokale indkøbere i Lidl International.

- Tapas er populært i øjeblikket, og det er den bølge, vi rider med på, siger osteindkøber i Lidl, Lukas Hartmann.

Han beskriver de 16 nye oste, som produkter, der typisk ville ligge i en delikatessedisk i et supermarked.

Der er blandt andet tale om en 10 måneder modnet gruyere-ost fra Schweiz og en Backsteiner Blomsterost, der er en blød rødkitost pyntet med spiselige blomster.

Opdateret 10. nov 2020

Vil du vide mere?