I København er kurven mindre og kundestrømmen større

Lidl 30. sep 2019 -
This describes the image
Arkivfoto: Helle-Karin Helstrand

Det vælter ind med store teenagere. Mange af dem stiller sig i kø foran brødskabene, mens andre fortsætter ind i den 1200 kvm store butik, hvor store vinduer flere steder slipper dagslyset ind. Tiden nærmer sig frokost, og eleverne fra den nærliggende tekniske skole og gymnasiet skal have frokost.

[caption id="attachment_81974" align="aligncenter" width="696"] Fotos: Helle-Karin Helstrand[/caption]

I bakeoff-afdelingen i Lidls nye butik på Ndr. Fasanvej er medarbejderne klar med duftende, varmt brød, små pizzaer og pølsehorn. I alt er der flere end 40 forskellige produkter at vælge imellem - heriblandt veganske. Lige ved siden af brødskabene er en stor køler med salater, kolde drikke og andre convenience-produkter, og i forområdet tester butikken en kaffemaskine med kaffe og varm kakao til en 10'er.

Den nye Lidl-butik ligger ved siden af Føtex, lige over for metrostationen og CBS, og er Lidls tredje og største butik på Frederiksberg. Åbningsdagen var 29. august, og butikken er et led i discountkædens fremstød i hovedstadsområdet. Den supplerer ni butikker med postnummer i København.

[caption id="attachment_81966" align="aligncenter" width="300"] Salgschef i Lidl Christian Pantung har i øjeblikket ansvaret for 31 butikker i hovedstaden, på Vestegnen og i Nordsjælland. Butik nummer 32 er på vej.[/caption]

- Vi kan godt mærke, at kunderne kender os bedre efterhånden. Selv om butikken er nummer to på Ndr. Fasanvej, havde vi her det største antal besøgende nogensinde på en åbningsdag, siger salgschef Christian Pantung.

Han har ansvaret for i alt 31 butikker i hovedstaden, på Vestegnen og i Nordsjælland, og åbningsdagen for nummer 32, der ligger i Virum, nærmer sig hastigt.

- Her på Ndr. Fasanvej konkurrerer vi med både 7-Eleven, skolernes kantiner og shawarmabaren om frokosten til både elever og strøgkunder. Føtex er også en konkurrent, men samtidig trækker supermarkedet kunder til stedet, siger Christian Pantung.

 

I top på salg og kunder

Inden han rykkede til Sjælland, arbejdede han for Lidl i Jylland og har et godt kendskab til, hvordan kædens kunder handler både i provinsen og i hovedstaden.

- Der er en kæmpestor forskel på eksempelvis Hobro og København. I Jylland planlægger man sit indkøb og går i Lidl én eller to gange i løbet af ugen. Man kommer i bil, og familien køber stort ind, fortæller han.

Langt færre kunder kommer i bil til københavnerbutikkerne, selv om det er lykkedes Lidl at skabe parkeringsmuligheder ved de fleste butikker; således også på Ndr. Fasanvej.

- Vi har mange strøgkunder i hovedstaden, så kurven er markant mindre. Til gengæld er kundetrykket betydeligt større. Vi har dog også familien, der gør det store indkøb, siger salgschefen.

Han vil ikke fortælle, hvor meget den nye butik - eller andre Lidl-butikker - sælger for.

- Men den nye her på Frederiksberg ligger over gennemsnittet på omsætning i København, og i top på kundestrøm, siger han.

Butikken har fem kassesluser, der ofte alle er i brug.

- Vi har et meget stort tryk på convenience her og i vores andre hovedstadsbutikker. Det sælger også i resten af landet, men slet ikke på samme niveau. Det samme gælder økologi og frugt og grønt, som vi har meget fokus på, siger Christian Pantung.

Kunderne er dog også interesserede i både nonfood og spotvarer. Sidstnævnte har en del plads i den nye butik, fordi den hører til blandt kædens største. Den mindste ligger på Nørrebro med et salgsareal på kun ca. 620 kvm.

- Alle vores butikker har præcist det samme sortiment, når man ser bort fra testprodukter. Men vi kan prioritere mængde og placering, efter hvad der sælger, og efter hvor stor butikken er. Her har vi eksempelvis mindre dyrefoder, men prioriterer vinen højt, siger han.

Chefhold gange to

Den nye butik har i øjeblikket hele to butikschefer og to souschefer, og sådan vil det være i ca. tre måneder.

- Det er hårdt at åbne en butik, og det er vigtigt for mig, at jeg passer på mine medarbejdere. Det skal eksempelvis være sådan, at en butikschef kan få fire fridage i streg, når han eller hun har åbnet en butik, siger Christian Pantung.

Holdet består ofte af en rutineret butikschef, der har åbnet butikker før, sammen med en ny, der har erfaring som souschef. Således også på Ndr. Fasanvej, hvor den blivende butikschef, 26-årige Philip Adolf, har sin anden butikschefstilling.

- Han har arbejdet sig op fra at være salgsassistent og senest været butikschef i Glostrup. Rasmus Jensen, der hjælper ham, har en akademisk baggrund og har været butikschef i andre butikker. Han har åbnet flere, siger salgschefen.

Alle ansatte tjekker ind og ud, når de kommer og går, og Christian Pantung holder øje med, at butikscheferne ikke arbejder mere end allerhøjest 45 timer om ugen.

- Arbejdsliv og fritid skal hænge sammen. Opdager jeg, at en butikschef har flere timer, går vi i dialog med ham eller hende om hvorfor, og han kan få hjælp til at effektivisere og planlægge, så han kan holde fri, siger salgschefen.

Bonus til alle

Kampen om de bedste medarbejdere er hård, men lige nu har salgschefen ikke ubesatte stillinger, der ikke er ansøgere til.

- Jeg vil gerne udvikle souschefer og butikschefer med udgangspunkt i butikkernes medarbejdere, men når vi åbner mange butikker, er vi nødt til også at hente udefra. Vi får mange ansøgere; udfordringen er at få de bedste, siger Christian Pantung og tilføjer, at kæden gør meget for at holde på medarbejderne.

- Vores personaleomsætning er faldet meget de seneste år. Der er naturligvis mange årsager til dette; én kan måske være, at alle butikschefer får tilbudt en BMW eller et tilsvarende beløb, smiler han.

Udover løbende tilbud om uddannelse har kæden en bonusordning. Sidstnævnte kommer alle medarbejdere til gode og afhænger af mange parametre som eksempelvis trivsel, kundetilfredshed og drift.

- Får butikken en dårlig smiley, mister alle til gengæld deres bonus og får den først igen efter et kvartal - hvis smiley'en er i orden, siger Christian Pantung.

Lidl, Ndr. Fasanvej 27:

Ansatte: 33 - hvoraf 15 er faste

Salgsareal: 1200 kvm

Åbningstider: 7-22 alle dage

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020