I Irland er Lidl blevet en magtfaktor

Lidl 12. sep 2016 -
This describes the image
Trods forskelle Lidl-landene imellem er mange dagsordener ens - som på ansvarligheds-området. Denne lastbil fra Sverige er en delvis eldrevet hybrid. Foto: Lidl Sverige

Med en position som Europas største og tilstedeværelse i hele 29 lande - og flere på vej - er den internationale discountkæde Lidl naturligvis her og der og alle vegne i branchemedierne.

Slutningen af august bød på store Lidl-fremgange i to europæiske lande, da kæden først fik noteret den højeste markedsandel nogensinde i Irland i den seneste måling fra den uafhængige analysevirksomhed Kantar.

Fra midt i maj til midt i august tog Lidl hele 11,9 pct. af et marked, der voksede med 3,5 pct., mens ærkerivalen fra Lidls hjemland Aldi måtte nøjes med 11,3 pct. For begges vedkommende er det markedsandele, som er tre-fire gange større end her i landet.

Lidl har for tiden stor irsk succes med at føre kampagne med pris-sammenligninger under overskriften "Full shop, half price" - altså det hele for det halve.

Foran Lidl og Aldi slås en trio om at være størst på det irske marked med SuperValu med ca. 22 pct. en smule foran Tesco og Dunnes.

Nyt svensk overskud

I vores naboland Sverige afleverer Lidl i modsætning til i Danmark offentligt tilgængelige regnskaber, og for det seneste skæve regnskabsår, der sluttede med udgangen af februar 2016, fordoblede kæden ifølge en pressemeddelelse sit resultat til 86 mio. svenske kr. før skat.

Årets omsætning voksede med 5,8 pct. til 8,3 mia. svenske kr. Til sammenligning solgte Dansk Supermarkeds discountkæde Netto - som kom til Sverige et år før Lidl - for 4,8 mia. svenske kr. i 2015. Netto tjente til gengæld lidt bedre med 97 mio. kr. før skat.

I de første mange år i Sverige fik Lidl opsamlet underskud for flere mia., så der er glæde over fire år i træk med plus.

– At Lidl fortsætter med overskud for fjerde år i træk, viser at vores forretningsmodel med at tilbyde fødevarer af høj kvalitet til den bedste pris er succesrig på det svenske marked, siger Johannes Fieber, der er svensk Lidl-direktør.

Opdateret 10. nov 2020