Hvad kan kunden bruge Lidl's website til?

Lidl 4. jun 2015 -
This describes the image
Skrevet af: Redaktionen

1)
Hvad er jeres overordnede indtryk af siden?
Vi havde faktisk glædet os lidt. Endelig en hardcore discounter med en masse vilde tilbud på hjertet pakket ind i tysk effektivitet. Sådan skulle det ikke være. Den mest rodede side vi har testet ind til videre. Man vil rigtigt meget, kommunikerer rigtigt meget, og igen er der meget langt til løsningerne. Noget der får mig i mål med mit måltid, med mit indkøb. Rigtig mange klik fører ingen steder hen - kun til fejlmeldinger og tomme sider. Det hele føles som en voldsom ommer.
2)
Hvilket indtryk forsøger hjemmesiden at give af kæden?
Ja det er jo det. Hvad vil den egentligt? Som mange af de andre vil den meget uden rigtigt at komme i mål med noget af det. Det er det obligatoriske grilltema, opskrifterne, økologisnakken og så videre. Måske lige ved Lidl havde man kunnet håbe på benbarske tilbud og kvalitetssnakke. Et site, der i den grad gav os modet til at prøve noget nyt - specielt Lidl. Lidl om nogen kunne have nøjedes med at fokusere på deres største USP. De pakker sig ind som de alle de andre. De gør det bare dårligere. Og det er ærgerligt.
3)
Hvem henvender siden sig til?
Det er et godt spørgsmål. Kunderne ja. Nye kunder måske. Sandheden er, at det jo bliver selvfølgeligheder, for siden i sig selv giver os ingen pejling om hvem og hvorfor dem. Hvor ville det dog være vildt, hvis vi en dag faldt over en dagligvarekædehjemmeside, der havde et stramt løsningsorienteret fokus på en - for forbrugeren - vigtig udfordring.
4)
Hvad får forbrugeren med sig efter et kig på siden?
Prøv noget nyt - det betaler sig. Det er desværre svært at få øje på det nye, og derfor hvad der kan betale sig at tage med fra siden. Øv!
5)
Hvordan adskiller hjemmesiden sig fra konkurrenterne på godt og ondt?
Lidl.dk overrasker fordi siden - som den eneste indtil videre - prøver at skabe en unik branded oplevelse. Vi kan ret godt li' at man gør et ihærdigt forsøg på at binde kommunikationen og løftet om 'Prøv noget nyt - det betaler sig' helt ind i den digitale oplevelse. Med funktioner som eksempelvis Prøv Ugens Tilbud eller Prøv Noget Mørt. 5 point fra os for intentionen. Det giver da god mening, når man med et site vil invitere kunden indenfor med inspiration og gode tilbud. Vi ville bare ønske, at man gjorde en dyd ud af det Ikke alene var konsekvent omkring det, men byggede hele sitet op omkring funktionaliteter, der gjorde det ultranemt at prøve noget nyt. Ja og så er det rigtigt irriterende at når man klikker på eksempelvis Prøv Noget Kønt ryger ind på en fejlmeddelelse - det sker rigtigt tit - eller når man trykker på Prøv Det Græske Køkken ryger ind på en slags indholdsfortegnelse for hele sitet. Det virker sjusket. Som alt det andet.
6)
Hvad mangler på siden?
Den har jo det hele og så alligevel ingenting. Lige måske derfor skal man kaste sig ud i en ommer.
Eksperterne er:
Sille Børgesen leder reklamebureauet Fireballs analyse og indsigtsafdeling. Hun har mere 10 års erfaring i at arbejde med forbrugertrends og shopperadfærd.
Anthony Aconis er direktør og stifter af Fireball. Han har knap 20 års erfaring i at arbejde med kommunikation, marketing og branding fra stillinger i København, São Paulo og New York. Han har udgivet bøgerne Fireball - et opgør med branding, Retailization og Storegasm og sidder blandt andet i bestyrelsen for Madkulturen.

Opdateret 10. nov 2020