Et ja til Lidl har lange udsigter i Birkerød

Lidl 26. okt 2021 -
This describes the image
  Arkivfoto: Lidl PR
  • Kæden venter fortsat på en trafikanalyse, før lokalpolitikerne i Rudersdal Kommune vil tage stilling til en ny Lidl 

Skrevet af: Søren Tougaard

Den tyske lavprissupermarkedskæde Lidl er efterhånden oppe på 135 butikker herhjemme og har en ambition om ca. 10 nye butikker om året. 

Lidl har især udset sig Storkøbenhavn og Aarhus som nye "jagtområder", men også langt mindre byer har kæden øje på. 

Det gælder blandt andet i nordsjællandske Birkerød med ca. 20.000 indbyggere. Her ønsker Lidl en placering på hjørnet af Hovedgaden og Birkerød Kongevej, hvor man vil rive en bygning ned.

Corona har dog bremset op for en trafikanalyse af forholdene, og netop den analyse er helt afgørende for, om Lidl-projektet bliver ført ud i livet, skriver Frederiksborg Amts Avis. 

- Politisk er der ikke taget stilling til, om der skal udarbejdes en lokalplan, der muliggør det projekt, som Lidl har fremsat ønske om. Netop trafikforholdene betød, at Byplanudvalget besluttede, at der skal laves en trafikanalyse, før man overhovedet vil tage stilling til om henvendelsen skal nyde fremme, siger Erik Mollerup (V), formand for Bycenterudvalget, ifølge avisen.

Det er både de trafikale forhold og varetilførslen, der bekymrer lokalpolitikerne.

Derfor vil borgerne både blive inddraget og hørt, inden der træffes en beslutning, understreger Anne Christensen fra Lokallisten, der er formand for Byplanudvalget.  

   

 

 

  

Opdateret 26. okt 2021

Vil du vide mere?