Aldi og Lidl knokler for de smilende smileys
Lidl: ” I dag har vi glade smileys i 116 ud af 119 butikker”
- Vi har haft udfordringer med sure smileys eller indskærpelser i nogle af vores butikker, og dette er naturligvis ikke en acceptabel situation for os. Alle i Lidl arbejder for, at alle butikker har en glad smiley, fortæller Morten Vestberg, kommunikationschef i Lidl.
- På den baggrund har vi alle sat ind med yderligere fokus på rengøring og tilpasset og strammet op på alle rengøringsprocedurer i butikkerne. Vi har skruet gevaldigt op for uddannelse og træning af alle medarbejdere i butikkerne og indskærpet procedurerne for udførelse af egenkontrol og dokumentation. En glad smiley eller elitesmiley er nødvendigt for at opnå bonus for både ledelse og medarbejdere.
- Vi er glade for at spore en markant nedgang i antallet af sure smileys og indskærpelser i de første otte måneder af 2019, vi har nu glade smileys i 116 af vores 119 butikker.
- Jeg vil dog ikke lægge skjul på, at de sure smileys, vi har fået, er noget, vi tager meget alvorligt, og som viser, at vi stadig skal forbedre os. Men vi er på vej og arbejder hårdt på, at det skal lykkes.
Aldi: ”Bestemt ikke godt nok - men det er blevet bedre”
- Vi har fuld fokus på det, og vi kan allerede nu se i vores statistik, at der er sket en reduktion i antal anmærkninger i andet kvartal 2019 i forhold til første kvartal 2019, siger Kristian Jessen, PR- og kommunikationschef i Aldi.
- Når man alene ser tallene fra Fødevarestyrelsen, så er det bestemt ikke godt nok. Vi arbejder stenhårdt på at gøre hver dag endnu bedre - både når det gælder gode og friske varer, men bestemt også i forhold til rengøring, siger han.
- Aldi har siden starten af 2018 været igennem en omfattende og tilbundsgående revitaliseringsproces, samtidig med at alle butikker er blevet renoveret eller helt ombygget. Når man gennemgår en så omfattende proces, så får medarbejderne ude i butikkerne ekstra travlt - og det er ikke altid lykkedes at følge med den store omstillingsproces. Derfor sker der fejl.