Aldi lukker op for flere mærkevarer
Den tyskejede discountkæde Aldi er sammen med rivalen hjemmefra, Lidl, dagligvarekæderne med flest private label-varer og færrest mærkevarer i sortimentet.
De seneste år har Aldi dog taget lidt flere af danskernes velkendte mærkevarer ind i sine omkring 225 butikker her i landet, og der er udsigt til, at der kommer endnu flere.
Ifølge Thomas Bang, som er vicedirektør for indkøb i Aldi Danmark, kan det afhænge af, om mærkevareleverandørerne vil komme Aldi i møde på priser og betingelser.
- Vi overvejer løbende, hvordan vi kan gøre os mere attraktive for de danske kunder. Vi er i gang med at ændre en lang række ting, herunder også vores holdning til mærkevarer. Hvorvidt vores fremtidige strategi også i stigende grad involverer mærkevarer, afhænger i høj grad af mærkevareproducenterne. Vi forsøger fortsat at varetage vores kunders interesser, og såfremt mærkevareproducenterne ønsker at være en del af det, kan det meget vel være et muligt fremtidigt scenarie, skriver han i en mail.
Aldi Nord følger Syd
Ifølge den internationale detailanalysevirksomhed IGD har ejeren af Aldi her i landet, tyske Aldi Nord, efter flere års overvejelser valgt at følge den hurtigere voksende "søsterkæde" Aldi Süds vej med at tage flere mærkevarer ind i sine butikker i hjemlandet Tyskland for at trække flere kunder til.
Som den centralt styrede organisation, discountgiganten er, vil mange af de overordnede strategiske skridt blive rullet ud i alle de lande, kæden er i, heriblandt Danmark.
Af Jesper Veber Knudsen
jeve@dhblad.dk
Efter mange års stilstand er Aldi Nord - og dermed Aldi i Danmark - nu i bevægelse på mange områder. Butiksnettet bliver fornyet, og også på varesiden er Aldi ved at bringe sig på omgangshøjde med konkurrenterne.
Arkivfoto: Ulrik Samsøe Figen