Tican kommer ud af 2021 med trecifret millionunderskud

Leverandører 23. jun 2022 -
This describes the image
Arkivfoto: Tican
  • Et hårdt marked for grisekød under pandemien samt eftervirkninger af afrikansk svinepest giver et af landets store slagterier et kæmpe underskud

Slagteriet Tican Fresh Meat opnåede i regnskabsåret 2021 en omsætning på 8,3 mia. kr., hvilket er godt 600 mio. kr. mindre end året før.

Det fremgår ifølge Maskinbladet af en pressemeddelelse fra landets næststørste slagteri, der er ejet af tyske Tönnies.

Årets resultat landede på minus 250 mio. kr. mod et underskud i 2020 35,4 mio. kr.

- Regnskabsåret 2021 var et vanskeligt år for hele branchen og heller ikke tilfredsstillende for Tican. Men sammenlignet med resten af branchen styrede vi virksomheden forholdsvis godt gennem krisen. Vi fortsatte med at investere i vores infrastruktur. Og vi har sat generationsskiftet i gang i ledelsen, siger Niels Jørgen Villesen i meddelelsen.

Regnskabet er endnu ikke kommet ud på det offentlige register CVR.

Niels Jørgen Villesen nævner udfordringer som corona-pandemien, nedlukningerne i mange dele af verden og de tilhørende vanskeligheder i forsyningskæderne som faktorer, der har påvirket regnskabet. Hertil kom afrikansk svinepest, som især ramte eksportmarkederne alvorligt.

Slagteriet kom i flere måneder bagefter med slagtninger og måtte betale for aften- og weekendarbejde, hvilket også bidrager til resultatet. Det skriver Fødevarewatch.

Sebastian Laursen overtager fra 1. juli posten som adm. direktør efter Niels Jørgen Villesen. Fra 1. august 2022 er Steen Sönnichsen ansvarlig for internationale aktiviteter uden for Tyskland hos Tönnies International og vil i denne egenskab også være medlem af direktionen hos Tican. Denne funktion overtager han fra Frank Duffe.

Den 1. oktober 2011 blev Tican a.m.b.a. ændret til et A/S, og næsten fem år senere overgik ejerskabet af Tican A/S til den tyske slagterikoncern Tönnies.

Tican slagter, opskærer og udbener grise. Koncernen slagtede 3,9 mio. grise i 2021 på slagterierne i Thisted og Brørup.

 

 

Opdateret 23. jun 2022