Runder 1 mia. på toplinjen: Rynkeby presser overskud ud af 2023
-
Overskuddet kommer oven i en appelsinkrise, man også mærker hos Rynkeby.
Rynkeby Foods placeret i Ringe på Fyn kan godt sable champagnen og glæde sig over 2023. Juiceproducenten har leveret et overskud på 10,5 mio. før skat, og det er mere positivt end resultatet i 2022.
Her leverede Rynkeby Foods et underskud på ca. 10 mio. kroner. Det nye gode resultat for 2023 betyder også at Rynkeby Foods rundede 1 mia. i omsætning i 2023.
Virksomheden omsatte for præcis 1,03 mia. i 2023 modsat 978 mio. i 2022. Desuden investerede de i nye produktionsfaciliteter for 14 mio. kroner i seneste regnskabsår.
At Rynkeby Foods nu kan nyde godt af et overskud, skyldes flere ting ifølge virksomheden.
”Efter et svært 2022 har vi taget et pænt skridt i den rigtige retning, selvom udfordringerne også har været til at få øje på i 2023. Vi har fået gennemført nødvendige prisstigninger, så de matcher vores omkostninger bedre, og det er i sig selv en ganske tilfredsstillende udvikling,” siger administrerende direktør Mark Hemmingsen.
Dernæst har virksomheden også taget markedsandele på kølejuice, hvor underbrandet Valsølille, der er en presset juice, har bidraget til en stigning fra 21,5 til 22,5 procent i markedsandele på markedet for frugtbaserede drikke.
Valsølille har fordoblet sit salg i 2023. Rynkeby Foods har desuden fokuseret sin markedsføring af TØRST, en læskedrik, der skal få kunderne til at bruge Rynkeby, når det ikke kun er til morgenmaden.
Presset appelsinbranche
Positive tal på bundlinjen skal dog også ses i et andet lys.
Plantesygdom og kritiske vejrforhold har gjort appelsinproduktionen mere presset. Det har betydet prisstigninger og generelt skabt en mangel på appelsiner.
Noget, de også har mærket hos Rynkeby. Appelsinkrisen har ligeledes betydning for produktionen af koncentrat til ambient-drikkene. Drikke, der ikke skal på køl, men som kan opbevares ved stuetemperatur.
Rynkeby Foods forventer et resultat på 10-15 mio. kroner før skat i 2024.