Logistikgigant øger resultat på lavere omsætning

Leverandører 18. maj 2021 -
This describes the image
Foto: Frode Laursen
  • Ledelsen i Frode Laursen kalder regnskabet tilfredsstillende og sætter samtidig konkret mål om reducering af CO2-udslip

Logistikvirksomheden Frode Laursen har netop offentliggjort sit regnskab, der viser et overskud på 39 mio. kr. efter skat. Det er en fremgang på 25 mio. kr. fra 2019. Resultat af ordinær primær drift ligger på 49 mio. kr. mod 32 mio. kr. i 2019.

Omsætningen er faldet fra 2 mia. kr. til 1,9 mia. kr.

Ifølge en pressemeddelelse fra virksomheden, der har 1.726 ansatte, heraf 884 i Danmark, og disponerer over flere end 700 biler, var det ledelsens forventning, at ”omsætning og indtjening i 2020 ville være præget af usikkerhed, der delvist skyldtes corona-pandemien, der gjorde det vanskeligere og dyrere at afvikle lagerlogistik og transportopgaver”.

- Det er imponerende, hvordan alle medarbejdere har håndteret denne meget specielle tid, siger økonomidirektør Dennis Rytter.

Den 1. april 2021 overtog Thomas Mølschow Corneliussen posten som adm. direktør fra Thorkil Andersen, der fortsatte som ny formand for bestyrelsen i Frode Laursen.

Ledelsen forventer, at 2021 stadig præges af en vis usikkerhed omkring udviklingen i omsætning og indtjening.  Både på grund af Corona-pandemien, og også på baggrund af bl.a. væsentlige ændringer i rammevilkårene for transportbranchen.

Logistik-virksomheden har i løbet af året sat et konkret mål for, hvor meget gruppens CO2-udslip skal reduceres: I 2030 skal den samlede CO2-udledning fra Frode Laursen gruppen således være reduceret med 35 pct. Det skal blandt andet ske ved øget brug af alternative brændstoffer, teknologiske investeringer, fokus på kørestil og en klar vision for bæredygtigt byggeri er nogle af de tiltag.

- Vi har nu sat mål for vores miljøpåvirkning, til trods for den fortsatte usikkerhed med rammevilkår, og forventer at fortsætte implementering af miljøvenlige teknologier for at nå vores ambitiøse mål, siger Dennis Rytter.

Opdateret 18. maj 2021