Carlsberg styrker indtjeningen i Danmark efter brat omsætningsdyk

Leverandører 3. jun 2021 -
This describes the image
Foto: Carlsberg
  • Carlsberg Danmarks omsætning faldt med mere end 1,2 mia. kr. efter coronanedlukninger og tabet af salget af læskedrikke fra The Coca-Cola Company ved grænsen 

Skrevet af: Søren Tougaard

Det danske marked for øl og sodavand blev kraftig påvirket af corona og den følgende nedlukning af hotel- og restaurationsbranchen.

For Carlsberg Danmark betød tabet af læskedriksalget af The Coca-Cola Companys produkter i de tyske grænsebutikker en ekstra stor omsætningsnedgang på hele 26 pct. sidste år, hvor selskabets salg dykkede til 3,49 mia. kr. mod 4,74 mia. kr. i 2019. 

Alligevel formåede Carlsbergs danske forretning at øge driftsresultatet med 50 mio. kr. til 323 mio. kr. Carlsberg Danmark peger på flere årsager til den markante driftsforbedring i et år med milliarddyk på toplinjen. 

Dels blev omstillingsomkostninger relateret til ændringen i samarbejdet med Coca Cola Company omkring grænsesalget bogført i 2019, dels blev en ny it-platform færdigafskrevet.

Samtidig har Carlsberg Danmark også implementeret forskellige besparelsesinitiativer i løbet af året for at kompensere for den faldende omsætning i forbindelse med Covid-19. 

I alt udgjorde det totale salg af øl og læskedrik 4,6 mio. hl sidste år mod 6,3 mio. hl i 2019.

- Carlsberg Danmark samlede volumen fremviser en nedgang på minus 27 pct. for året, og justeret for  overdragelsen af læskedriksalget til Coca Cola Company ved grænsen ser vi en svag tilbagegang på  minus 2 pct.  Volumen i detailhandlen udviklede sig positivt, men ikke tilstrækkelig til at kunne kompensere 100 pct. for nedgangen i salget fra hotel- og restaurationsbranchen samt grænsehandlen forårsaget af Covid-19 nedlukningen, lyder det i ledelsesberetningen. 

Vil øge omsætning og indtjening

Carlsberg Danmark styrkede bundlinjen med 48 mio. kr. og kom ud af 2020 med et resultat på 253 mio. kr. Et resultat, som vurderes tilfredsstillende i et udfordrende år.  

Carlsberg Danmark venter et fortsat konkurrencepræget marked indenfor drikkevarebranchen og en langsom genåbning af samfundet. I år er målet at øge både omsætning og indtjening. 

- Carlsberg Danmark er i en god finansiel position og har etableret forskellige scenarier, der er understøttet i vore forretningsplaner for 2021. Vi sigter efter at øge vores omsætning og indtjening med midt encifret vækstrater i  2021 med udgangspunkt i en løbende normalisering af on trade markedet, skriver selskabet i ledelsesberetningen. 

Opdateret 7. jun 2021