Tre spørgsmål til Danish Crown Foods topchef: Bæredygtighed bliver afgørende for vores succes

Leverandører 19. jan 2021 -
This describes the image
Kasper Lenbroch, kommerciel direktør i Danish Crown. Foto: Danish Crown Foods
  • Hvor ser adm. direktør i Danish Crown Foods, Kasper Lenbroch, de største udfordringer for forretningen. Og hvor i markedet er der potentiale for vækst. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Danish Crown Foods har netop fremlagt regnskab for 2019/20, der blev afsluttet med udgangen af september. Her steg toplinjen med næsten 700 mio. kr. til 6,2 mia. kr., mens bundlinjen omvendt faldt med hele 58 pct. - til 99 mio. kr. mod 238 mio. kr. i forrige regnskab. 

Især stigende råvarepriser var årsag til selskabets omsætningsfremgang, hvor Danish Crown Foods foodservice-forretning også blev voldsom mærket af corona-nedlukningen. 

I indeværende regnskabsår forventer selskabets ledelse et resultat på niveau med 2019/20.

Dansk Handelsblad har stillet topchef i Danish Crown Foods, Kasper Lenbroch, tre centrale spørgsmål: 

Hvad ser I som jeres største udfordring i det kommende år?

Bæredygtighed er en udfordring for os, hvis vi ikke formår at ændre os hurtigt nok i forhold til kundernes krav. Bæredygtighed bliver afgørende for vores succes. Mange af vores kunder, især vores internationale, efterspørger tre ting: det er fødevaresikkerhed, det er leveringssikkerhed, hvor vi også har en robusthed, og så er det bæredygtighed. Uden for de danske grænser giver bæredygtighed en enorm konkurrencekraft og en fordel, som styrker os på markederne. Der er stor usikkerhed omkring corona. Hvor havner vi henne? Vi har fuld fokus på, at vi ikke pludselig står i en situation, hvor vi ikke kan få vores råvarer. Derfor tester vi også hele vejen rundt i vores organisation og har en nødplan, hvis der skulle opstå et eller andet. Så er der Brexit, hvor der har været alle mulige scenarier. Storbritanniens farvel til EU vil helt sikkert give mere papirarbejde og bøvl, men vi er bedre til at håndtere bøvl end de fleste. Så har vi den afrikanske svinepest i markedet, og kommer den ind på det danske marked, vil det lukke vores eksport ned til mange asiatiske markeder.

Hvor i markedet ser I potentiale for vækst?

Vi glæder os mega meget til, at det traditionelle foodservice-marked genåbner, hvor vi igen står klar til at være en stærk partner for branchen. På e-handel har vi pludselig også fået en vækstplatform, som vi ikke havde før. Og så skal vi ikke negligere vores ikke-kødbaserede produkter som substitut for vores kødprodukter, som i høj grad retter sig mod fleksitarerne. Vi skiftede navn fra Tulip til Danish Crown Foods i 2019, og det er ikke tilfældigt, at vi hedder Foods. Det gør vi, fordi vi gerne vil tilbyde de produkter, som kunderne ønsker. Her ser vi en vækst. Vi tror generelt på mindre men bedre kød i fremtiden. Vi tror også på bæredygtighed som en del af løsningen, og så tror vi, at convenience og forbrugernes tidselement kommer til at fylde endnu mere. Vi har i dag convenience- løsninger på fersk kød med grøntsager, hvor forbrugerne f.eks. bare skal tilsætte vand, mælk eller fløde – alt efter hvad de ønsker. Under corona har leverandører og detailhandel være superdygtige til at arbejde sammen om leveringssikkerheden, og vores kunder oplever en styrke og en tryghed i de klassiske danske brands, som har fået et løft under corona. Hertil kommer hele vores forretning uden for Danmark, hvor vi venter øget vækst på pizzatopping og bacon. Så vi har fat i nogle gode, interessante vækstlommer.

Hvis du kunne gennemføre én ting politisk, hvad skulle det så være – og hvorfor?

Lige præcis politik drøfter vi med dem, der kan gøre noget ved det.

Opdateret 12. maj 2021