Arla-brand lancerer plantebaseret alternativ til yoghurt
-
Rema 1000's butikker er først med Jörds syrnede havreprodukter med jordbær
Det danske brand Jörds, som hører under mejerigiganten Arla, har udviklet et økologisk syrnet havreprodukt, der kan nydes som alternativ til yoghurt. Produktet findes med smag af vanilje eller jordbær.
Rema 1000 har som den første dagligvarkæde fyldt køledisken med de syrnede havreprodukter med jordbær. Over de kommende uger kan jordbærvarianten også købes i en række af landets øvrige dagligvarebutikker, mens vaniljevarianten rammer handlen i løbet marts.
Yoghurt er en populær spise på morgenmadsbordet, i smoothien eller som snack i løbet af dagen. Og nu er der godt nyt til dem, der savner et plantebaseret produkt i køledisken.
Produkterne er lavet med økologiske ingredienser, og havren kommer fra nordiske gårde. Havreprodukterne har en blød og cremet konsistens, da de er tilsat syrningskulturer. Og så er de fri for kunstige smags- og farvestoffer.
- Vi kan se løbende i vores undersøgelser, at flere og flere danskere får øjnene op for plantebaserede produkter, og især havredrik har vundet indpas i de danske køleskabe. Derfor er vi glade for at kunne udvide vores plantebaserede sortiment og tilbyde to nye, syrnede havreprodukter til dem, der savner et alternativ til yoghurt, siger Jan Borup Jensen, Global Brand Manager hos JÖRÐ.
I den plantebaserede serie er der allerede to forskellige havredrikke og en Spreadable, som er et smørbart produkt lavet på nordisk havre og raps. Fælles for produkterne er, at de er baseret på økologiske råvarer fra den nordiske natur.
Jörd planlægger løbende at lancere flere plantebaserede produkter.