Danske forbrugere: Aldi er billigst
-
En undersøgelse blandt danske forbrugere viser, at flest forbrugere anser de to tyske discountkæder for at være billige steder at købe ind
En ting er virkeligheden og den reelle pris. Noget andet er, hvad forbrugerne tror.
Nu har dagbladet B.T. i samarbejde med analyseinstituttet YouGov spurgt de danske forbrugere, hvilket supermarked de anser for at være et billigt sted at handle.
På førstepladsen kom tyske Aldi efterfulgt at tyske Lidl på en andenplads.
I undersøgelsen er der kun én pct., der mener, at Meny, Irma og Kvickly er billige.
71 pct. mener, at Aldi er billig.
- Aldi vil selvfølgelig glæde sig. 'Billig' er et budskab, som Aldi har pumpet ud til danskerne gennem rigtig mange år. Så det er selvfølgelig en sejr for dem, at de er lykkedes med at opbygge den position, siger Mogens Bjerre, lektor på Copenhagen Business School.
Efter Aldi og Lidl kommer Rema 1000, Netto, Fakta og Coop 365. Mens 51 pct. siger Fakta, er det kun 45 pct., der mener, at Coop 365 er billig. Dette til trods for, at sidstnævnte netop har fokus på at være billigere end sin søsterkæde.
En årsag kan dog være, at der endnu kun er ca. 50 Coop 365-butikker.