Det er vist kommet bag på de fleste, at Store Bededag har den enorme betydning, som den åbenbart har for både Danmark og danskerne. Der er jo ingen grænser for, hvad den kan finansiere, hvis den forsvinder – bl.a. en helt ny hær. Og der er heller ingen grænser for, hvor vigtig denne fredag er for befolkningens mentale tilstand, skønt næppe mange har benyttet den til at bede bønner, hverken store eller små.

Kirken har især benyttet dagen til afholdelse af konfirmationer, og nu får man nærmest indtryk af, at disse må aflyses, hvis fridagen forsvinder. Og bagerne må vinke farvel til ”Store Hvededag”, fordi der så ikke længere vil være nogen, der går tur på volden for så at gå hjem og spise varme hveder på denne Store Bededags Kvæld.

Og lige netop bagerne har – som måske den eneste gruppe i denne debat – en interesse, der vil kunne mærkes på samme måde, som fiskehandlerne ville kunne mærke det, hvis man afskaffede nytårsaften. Disse forretningsmæssige konsekvenser kunne med fordel adresseres meget tydeligere i hele denne debat.

Det er imidlertid ikke bagerne, der har iværksat en underskriftsindsamling for at forhindre afskaffelsen af Store Bededag som en lovbestemt helligdag. Det har til gengæld fagbevægelsen, som er stærkt fortørnet over, at regeringen og Folketinget blander sig i, hvad bevægelsen mener er en del af Den Danske Model, skønt

Store Bededag næppe er nævnt i nogen overenskomst. Den er i hvert fald ikke nævnt i dem, som vi har med Fødevareforbundet NNF. Det er nemlig ikke arbejdsmarkedets parter, der bestemmer, hvilke dage der er helligdage i Danmark. Det gør Folketinget, og ved således at blande sig i Folketingets anliggender gør fagbevægelsen præcis det samme, som den beskylder Folketinget for, når den beskylder Folketinget for at blande sig i overenskomstanliggender, blot med modsat fortegn.

Nu kan det hele ende i en uoverskuelig storkonflikt som en følge af, at de fagforeningsmedlemmer, som skal stemme om de overenskomster, der nu er til forhandling, opildnede af deres forbund stemmer nej alene på grund af Store Bededag, skønt den overhovedet ikke hører hjemme i disse forhandlinger.

Igen: Overenskomstparterne bestemmer, hvad man skal have i løn m.v. på bl.a. helligdage, men ikke hvilke dage, der er helligdage.

Hvad ikke bare fagbevægelsen, men hele Danmark burde rette opmærksomheden mod nu, er, hvad de toneangivende overenskomstforhandlere finder ud af i forhold til navnlig lønstigninger. Det er der i skrivende stund endnu ikke kommet en aftale om, og det er heller ikke noget, der fylder meget i debatten, skønt det har enorm betydning for hele samfundsøkonomien og dermed for den velfærd, som alle så gerne vil have noget mere af.

Det er jo det private arbejdsmarkeds overenskomster, der nu er til forhandling, og det er alene den private sektor, der skaber de samfundsværdier, som politikere og andre så kan fordele. Hvis der ikke er sund økonomi i virksomhederne, falder det hele fra hinanden, og det vil det gøre, om vi så afskaffer alle helligdage i Danmark.

Derfor er den helt store udfordring nu at sikre, at en (forhåbentlig) midlertidigt høj inflation ikke fører til så høje lønudgifter, at det ikke kan betale sig at drive virksomhed. Dette afgørende vigtige sigte må ikke fortabes i en ellers interessant debat om en helligdag, som de færreste hidtil er kommet i hu.

Om dette burde vi alle kunne samles i en meget stor bøn.