Klimamærke udskydes igen

Interesseorganisationer 18. nov 2024 -
This describes the image
Både Coop og Salling Group har testet egne klimamærker i butikker for at se effekten overfor forbrugerne. Den viden har begge koncerner formidlet videre til arbejdsgruppen.  Arkivfoto: Salling Group
  • Et længeventet Klimamærke skulle være klar til lancering i 2025, men udskydes nu til tidligst medio 2026, skriver FødevareWatch. 

Skrevet af: Søren Tougaard

Debatten om et nationalt dansk klimamærke har haft et langt tilløb. Faktisk tog debatten om klimamærket allerede fart i 2018. 

Forbrugere, handel og producenter må dog væbne sig med tålmodighed en rum tid endnu, før mærket bliver virkelighed ude i butikkerne. 

Senest har det været planen, at klimamærket skulle lanceres senest i 3. kvartal næste år, men den målstreg forlænges nu med omtrent ca. et år. Overfor Fødevarewatch bekræfter Fødevarestyrelsen, at mærket bliver forsinket. 

I stedet skønner Fødevarestyrelsen, at klimamærket lanceres et tidsrum mellem medie 2026 til starten af 2027.

- Fødevarestyrelsen afsøger fortsat mulighederne for at få adgang til data som grundlag for beregning af klimaaftryk. Vi kan bekræfte, at klimamærket ikke bliver klar til ibrugtagning Q3 2025, skriver enhedschef Henrik Dammand Nielsen i en mail til mediet. 

Arbejdsgruppe med forskellige interesser

Mediet skriver, at forsinkelsen skyldes, at Fødevarestyrelsen vil afdække, om man kan benytte Den Store Klimadatabase som grundlag for klimamærket. Den er udarbejdet efter en regnemetode kaldet C-LCA og ikke A-LCA som først var planen. Data bag den Den Store Klimadatabase er gratis og udarbejdet af LCA 2.0 Consultants, Aarhus Universitet og den grønne tænketank Concito. 

Daværende landbrugs- og fødevareminister Rasmus Prehn (S) nedsatte i foråret 2022 en arbejdsgruppe, der skulle komme med sine anbefalinger inden udgangen af 2022. Også dette arbejde blev forsinket blandt andet af et Folketingsvalg. 

I arbejdsgruppe sidder repræsentanter fra en lang række virksomheder og interesseorganisationer, herunder Coop, Salling Group, De Samvirkende Købmænd, Dansk Erhverv, Dansk Industri Fødevarer, Mærkevareleverandørerne, Forbrugerrådet Tænk, Økologisk Landsforening, Danmarks Naturfredningsforening og FødevareDanmark. 

Det er ingen hemmelighed, at handlen ser meget anderledes på udformningen af et klimamærke end landets største fødevareproducenter som Arla og Danish Crown, der producerer fødevarer med et højt klimaaftryk og har store interesser på spil.     

 

 

 

 

Opdateret 18. nov 2024