Unge politikere lagde navn til debatindlæg fra tobaksgigant
-
Lobbyister fra Grace skrev debatindlæg for tobaksgigant og fik unge politikere til at sætte deres navn på
Debatindlæg i Berlingske om aldersgrænse på tobak var skrevet af lobbyister i bureauet Grace for tobaksindustrien, men havde ungdomspolitikere som afsendere. Det skriver Jyllands-Posten.
Budskabet var at lade de unge købe tobak. Og selv om de unge politikere stod som afsendere på indlægget, var det i virkeligheden forfattet af lobbyister fra tobaksindustrien.
Omkring 13.600 danskere dør hvert år på grund af rygning. I årevis har myndighederne advaret unge mod at begyndte at ryge.
Efter et fejlslagent udspil fra regeringen om at forbyde børn, som er født i og efter 2010, nogensinde skulle have mulighed for at købe tobaksprodukter, så foreslog regeringen i stedet, at aldersgrænsen gradvist bliver hævet fra 18 til 25 år for køb af tobaks- og nikotinprodukter.
Jyllands-Posten er kommet i besiddelse af et udkast til indlægget bragt i Berlingske.
Udkastet blev sendt fra en ansat i det danske lobbybureau Grace, som er hyret af British American Tobacco til at lave lobbyarbejde, til en række unge politikere.
British American Tobacco er – i lighed med Philip Morris – et af verdens største tobaksselskaber og den absolut største tobaksproducent i Danmark. Selskabet ejer blandt andet House of Prince.
Lobbyisten skrev i sit udkast, at ”Jeg ved, at I alle har travlt, men da forebyggelsesforhandlingerne er i fuld gang, håber vi, at I vil læse det hurtigst muligt.”
»En aldersgrænse på 25 år for køb af tobak og nikotin er ude af proportioner sammenholdt med samfundets øvrige aldersgrænser,« hedder det bl.a. i udkastet, hvor regeringens forslag bliver kaldt for både »irrationelt« og »meningsløst«.
Jesper Olsen, som er formand for den danske afdeling af Transparency International, hvis overordnede formål er at bekæmpe korruption og bestikkelse, siger til Jyllands-Posten, at han er foruroliget over, at »politikere i så ung en alder siger ja til hyggekorruption«.
- Det er helt fint, at man som politiker lytter til forskellige interessenter og lader sig inspirere. Men når man på denne måde lægger navn til materiale udarbejdet af tobaksindustrien, bør det da i det mindste fremgå, at der er et samarbejde, siger han.
British American Tobacco har ikke kommenteret sagen.
Partner i Grace Sune Wæsel forklarer i en mail til Jyllands-Posten, at det er bureauets opgave at samarbejde med stemmer i debatten, der vil det samme som dets kunder: - Det vil de politiske ungdomsorganisationer, og det ville de også før, vi kom ind i sagen – de ved selv, hvad de vil.