Styrk udenlandske turisters mulighed for at handle i mindre byer, mener DSK
-
Foreslår en række initiativer for at styrke den lokale handel og turisme
Stadig flere udenlandske turister besøger Danmark, og det har stor betydning for lokale købmænd i mange af de mindre byer.
På 10 år er antallet af udenlandske overnatninger i Danmark steget med næsten 50 procent, og det mærker mange lokale dagligvarebutikker.
De Samvirkende Købmænd (DSK) mener, at det er afgørende for turisterne, at de har adgang til dagligvarebutikker lokalt og der, hvor de vælger at feriere.
DSK foreslår derfor, at der bliver skabt bedre adgang til finansiering af mindre, lokale købmænd f.eks. ved at se på, hvordan værdiansættelsen af købmændenes ejendomme kan spænde ben for udviklingen.
– Adgangen til en dagligvarebutik styrker den lokale turisme til gavn for lokalsamfundet, siger Jannick Nytoft, adm. direktør for DSK.
– Vi må konstatere, at turister også lægger en betydelig del af deres penge i danske dagligvarebutikker. I 2023 brugte udenlandske turister mere end 6,5 mia. kr. på dagligvarer, hvilket har stor økonomisk betydning for de lokale købmænd og det omgivende samfund, siger Jannick Nytoft.
Moms og markedsdage
DSK lægger op til, at politikerne går det danske afgifts- og momsniveau efter i sømmene, så udenlandske og ikke mindst tyske turister får en større tilskyndelse til at støtte det lokale, danske handelsliv i stedet for at medbringe dagligvarer hjemmefra.
– Hvis vi ønsker at bevare de lokale købmænd i mange af de mindre byer er det vigtigt, at vi handler lokalt. Det bidrager turismen i høj grad til, ta derfor har indsparket fra turisterne stor betydning for mange lokale dagligvarebutikker hen over sæsonen, siger Jannick Nytoft.
DSK ønsker desuden at gøre det nemmere for den lokale købmand at afholde f.eks. markedsdage eller andre sociale og kulturelle begivenheder, der kan styrke det lokale turist- og kulturtilbud.