Rekordmange butikker forventer stigende priser

Interesseorganisationer 29. nov 2021 -
This describes the image
Grafik: Danmarks Statistik
  • Største stigning i forbrugerpriserne i over 10 år, viser nye tal fra Danmarks Statistik

To ud af fem butikker forventer at hæve priserne over de kommende tre måneder. Det fremgår af et nyt konjunkturbarometer fra Danmarks Statistik.

Samtidig melder hver femte virksomhed i detailhandlen om stigende salgspriser de seneste tre måneder.

Som det ses på den grønne kurve i tabellen herover, er der især en betydelig forventning om stigning i priserne i detailhandlen ekskl. bilhandel. 

I oktober 2021 steg det samlede forbrugerprisindeks med 3,0 pct. i forhold til samme måned året før. Det er ifølge Danmarks Statistik den højeste årsstigning i forbrugerprisindekset siden juli 2011, hvor årsstigningen ligeledes var 3,0 pct.

Ifølge cheføkonom Tore Stramer fra Dansk Erhverv springer det i øjnene, at stigningen i butikkernes prisforventninger rammer bredt:

 - Der er massive stigninger i butikkernes prisforventninger inden for både handel med føde- og drikkevare samt anden detailhandel. Anden detailhandel dækker over salg af elektronik, husholdningsudstyr, bøger, tøj og sko, spil og legetøj mv. 

Udviklingen skal ifølge cheføkonomen ses i sammenhæng med, at såvel import- og producentpriserne er steget markant over de seneste måneder. Alene i september steg det samlede producentprisindeks for varer med ca. 20 pct., mens importprisindekset steg med godt 10 pct., hvilket er den største stigning i statikkens historie. 

- Det er helt oplagt den massive globale efterspørgsel efter varer, der i kombination med de betydelige forsyningsproblemer, nu har lagt et tydeligt opadgående pres på varepriserne herhjemme, siger Tore Stramer.
 

Opdateret 29. nov 2021