Over 50 aktører opfordrer til plantebaseret dansk landbrug

Interesseorganisationer 7. okt 2024 -
This describes the image
Annonce bragt i medier den 7. oktober
  • Bag en stor kampagne står 17 organisationer og 35 virksomheder, herunder Coop, Lidl, 7-Eleven, Dansk Erhverv og Plantebranchen

Skrevet af: Søren Tougaard

I en storstilet annonce, der mandag den 7. oktober bringes i Politiken, Berlingske, Jyllands-Posten, Ekstra Bladet, Information og Avisen Danmark, går over 50 aktører fra fødevarebranchen samt erhvervslivet og en række miljøorganisationer sammen om at opfordre regeringen og Folketinget til at sætte en ny kurs for dansk landbrug.

Budskabet er klart: en plantebaseret omstilling af landbruget sikrer renere havmiljøer, mere natur og et lavere klimaaftryk.

Bag annoncen står 17 organisationer og 35 virksomheder. Blandt andre Coop, Lidl, 7-Eleven, leverandører som Meyers, Naturli' og Månsson samt fødevare start-ups som Matr og Tempty Foods.

Dertil organisationer som Dansk Erhverv, Forbrugerrådet Tænk, Økologisk Landsforening, Dansk Vegetarisk Forening og Plantebranchen. 

Rummer stort potentiale

Hvis vi investerer i fremtidens løsninger nu, kan vi skabe endnu en grøn vækstsucces – lige som vi har gjort med vindenergi og økologi. Men uden politisk handlekraft risikerer vi at sakke bagud i den globale omstilling, og det vil gøre fremtidens omstilling dyrere for både erhvervslivet og forbrugerne, lyder et af budskaberne.  

- Når over 50 aktører fra så forskellige sektorer går sammen om dette budskab i en fælles annonce, er det et klart signal til regeringen. Vi har en unik mulighed for at gøre Danmark til et grønt foregangsland, men det kræver, at vi sætter handling bag ordene og investerer i fremtidens plantebaserede fødevarer, udtaler Rune-Christoffer Dragsdahl, generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, som har taget initiativ til den fælles annonce fra aktører, der ønsker, at Danmark investerer mere i omstillingen til plantebaserede fødevarer.

På verdensplan forventes markedet for plantebaserede fødevarer at nå 1.800 milliarder kr. i 2035.

 

 

 

Opdateret 7. okt 2024