Øllets lobbyist gennem 26 år går på pension

Interesseorganisationer 9. feb 2022 -
This describes the image
Direktør Niels Hald, Bryggeriforeningen. Foto: Flemming Effersøe
  • Bryggeriforeningens direktør Niels Hald har valgt at gå på pension. Til sommer fylder han 70 år

Efter 26 år som direktør for Bryggeriforeningen har Niels Hald valgt at gå på pension.

Da Niels Hald blev direktør i Bryggeriforeningen i 1996, kunne medlemmerne samles omkring et spisebord. Siden har Danmark gennemgået en øl-revolution, og i dag er 62 bryggerier og tapperier fra hele landet medlem af Bryggeriforeningen.

- Til sommer fylder jeg 70 år og synes, at det er et godt tidspunkt at sige pænt farvel og tak til en fantastisk branche med smagfulde drikkevarer, stolte danske traditioner, siger Niels Hald.

Globalt har danske bryggerier og tapperier en omsætning på 75 mia. kr. og beskæftiger næsten 50.000 mennesker. Branchen bidrager årligt til det danske velfærdssamfund med over 10 mia. kr. gennem skatter og afgifter samt værdiskabelse.

Formand for Bryggeriforeningen og adm. dir. for Carlsberg Danmark Peter Haahr Nielsen, giver en uforbeholden tak til Niels Hald, da han dygtigt og engageret har repræsenteret branchen og medlemsvirksomheders interesser.

- Den indsats er, og har været, uvurderlig. Trods en rivende udvikling er vores branche stærk og samlet. Samtidig nyder vi godt af en tillidsfuld dialog med politikere og myndigheder, hvad enten det drejer sig om eksempelvis afgifter, klimahensyn, sundhed, fødevaresikkerhed eller arbejdsmiljø. Det er ikke mindst Niels Halds fortjeneste, siger Peter Haahr Nielsen.

Niels Hald fortsætter som direktør indtil sommer, og der bliver nu iværksat en proces for at finde en ny direktør for Bryggeriforeningen.

Opdateret 9. feb 2022