Leverandører åbner en digital verden
Brancheforeningen Mærkevareleverandørerne MLDK vil nu for alvor udnytte de digitale muligheder til at gøre nye produkter, opskrifter og anden inspiration tilgængelig for restauranter, cafeer og kantiner.
Kunderne kan allerede i dag finde oplysninger om produkter, inspiration og anden viden til nye opskrifter hos de enkelte leverandører, men som noget nyt vil Mærkevareleverandørerne opbygge det nye digitale univers Madværkstedet Online og dermed gå ud samlet med inspiration til segmenter inden for foodservicebranchen eller samle inspiration i temaer.
Foreningen er ved at gøre klar til den første digitale aktivitet i november, der er målrettet kantinerne.
Den digitale kampagne vil tage udgangspunkt i de udfordringer, kantinerne står med. Mange af dem har traditionelt været buffetter, og nu går de i stigende grad over til portionsanretning. I kampagnen på Madværkstedet Online kommer der inspiration til kantinerne til at klare de nye udfordringer.
Mærkevareleverandørerne blev i år tvunget til at aflyse årets leverandørmesse Food-Expo, men ifølge foreningens direktør, Niels Jensen, vil man fastholde de fysiske messer. Foreningen planlægger således at afholde FoodExpo i Herning i marts til næste år, og i 2022 afholder man så Madværkstedet i København.
Skal tænke nyt
Aflysningen af årets FoodExpo har imidlertid fået Mærkevareleverandørerne til at tænke nyt.
– Kunderne går på messer for at finde inspiration og nyheder og for at få en fysisk dialog med udstillerne. Det er i høj grad inspiration, man henter på messer. Men det har man jo ikke behov for at gøre det blot en eller to gange om året. Vi bør som leverandører derfor tænke mere, som man gør i detailhandel, hvor man arbejder med at smelte e-handel og den fysiske butik sammen til en omnichannel-strategi, siger Niels Jensen.
– Vi skal gøre det samme i vores branche og skabe en digital verden. Det digitale univers skal både lægge op til den kommende messe, den skal holde dialogen i gang og tilbyde inspiration imellem messerne. Når en fysisk messe så er overstået, kan man følge op digitalt. De to fysiske messer vil derfor i blive bundet sammen af et digitalt univers.
Nye aktiviteter
Planen var at lancere Madværkstedet Online i tilknytningen til åbningen af FoodExpo, så den fysiske messe kom til at danne baggrund for lanceringen af den digitale platform. På grund af aflysningen af messen har foreningen tilpasset planerne omkring Madværkstedet Online. Den vil for alvor komme i fokus i forbindelse med den nye aktivitet om kantiner til november, og foreningen er ved at planlægge aktivitetskalenderen for 2021.
Det sker ved at afholde to webinarer den 27.-28. oktober og 10. november, hvor foreningens medlemmer kan byde ind med ideer og oplæg til nye aktiviteter. Ifølge Niels Jensen er mulighederne mange. De kan rette sig mod særlige segmenter eller bygges op omkring et tema som f.eks. økologi eller vegetarmad. Det kan også være fælles live præsentationer af nye produkter.
– Det skal give udstillerne mulighed for også at udstille efter den fysiske messe. De besøgende får en online messe, som de kan besøge efter den fysiske messe. Der er mere behov end nogensinde for en online platform, så vi må tænke nyt og finde nye måder at lancere det på.
Spis Ude Igen
Mærkevareleverandørerne har allerede hentet en del erfaringer med at arbejde digitalt.
Gennem sommeren har man gennemført den digitale kampagne Spis Ude Igen, som skulle få danskerne til at besøge deres lokale restauranter, cafeer og barer for at få gang i udespisningen under coronakrisen. Bag Spis Ude Igen står MLDK Mærkevareleverandørerne og en række leverandører til foodservicemarkedet. Kampagnen har været landsdækkende og kørt henover sommeren til september.
Igennem indhold og annoncer på Facebook og Instagram har kampagnen opfordret danskerne til at dele deres madoplevelser med hinanden ved at poste billeder af deres spiseoplevelser med hashtagget #spisudeigen. Det skal signalere over for venner og familie, at det er trygt og godt at spise ude igen. Samtidigt er der blevet udloddet en lang række gavekort i forskellige konkurrencer til opholds- og spiseoplevelser.
– Vi har hentet en del erfaringer med at arbejde sammen om en online-aktivitet, og nu fortsætter vi arbejdet. Vi udvider løbende antallet af leverandører, som deltager på den digitale platform. I Madværkstedet Online trækker vi alle data fra GS1’s produktdatabase, så kunderne kan få al information om produkterne. Madværkstedet Online er i dag et produktkatalog og et inspirationsunivers med nyheder og opskrifter med forskellige temaer, siger Niels Jensen.
Læs mere om foodservice-branchen i seneste udgave af FOOD Professional.