Klimarådet kritiserer tilskud til kampagner for animalske produkter
-
Landbrugets afgiftsfonde tildeler tre gange så mange penge til kød- og mejeriprodukter som til vegetabilske fødevarer
Regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet skyder med skarpt på landbrugets afgiftsfonde, der bliver anset som offentlige midler, der fremmer afsætning af kød og mejeriprodukter, selv om regeringens egne klimatips og nye officielle kostråd har anbefalinger om at spise mere grønt og mindre kød. Det skriver Altinget.
”Det kan øge forvirringen hos forbrugerne, når der bruges offentlige bevillinger til at promovere animalske produkter over for den danske befolkning, hvis man samtidig ønsker, at vi skal spise flere plantebaserede produkter, ”skriver Klimarådet i en rapport om klimavenlig mad fra december.
I 2021 brugte fondene knap 30 millioner kroner på at fremme efterspørgslen i den animalske sektor. Til sammenligning blev der sat cirka 10 millioner kroner af til at afsætte produkter i den vegetabilske sektor.
Det fremgår af en budgetoversigt fra Klimarådets rapport, som har fået generalsekretær Rune-Christoffer Dragsdahl, Dansk Vegetarisk Forening, til at reagere med et debatindlæg i Altinget: ”Midlerne fra landbrugsfondene bør gå til at fremme grøn, klimavenlig kost i tråd med de danske kostråd, klimamålene og af bæredygtighedshensyn".
Den offentlige støtte til kampagnerne tildeles gennem de forskellige afgiftsfonde i landbruget og består hovedsageligt af indtægterne fra de afgifter, der er pålagt de danske landmænd.
Landbrug & Fødevarer administrerer ifølge Altinget én af de i alt to promilleafgiftsfonde og fem ud af de i alt 10 produktionsafgiftsfonde i landbruget.
Erhvervs- og forskningsdirektør Anders Martin Klöcker, Landbrug & Fødevarer, skriver i et skriftligt svar til Altinget, at ”produktionsafgiftsfondene blev indført af landbruget selv, sådan at man på et højere niveau havde mulighed for at samarbejde om forskning og udvikling i erhvervet”.
Det var landmændene, som bad staten opkræve deres egne midler for at undgå free riders. Midlerne er ifølge Anders Martin Klöcker blevet brugt til især udvikling af et mere ressourceeffektivt dansk landbrug, både det animalske og det vegetabilske. Og han understreger, at Landbrug & Fødevarer går ”helhjertet ind i udviklingen” af plantebaserede fødevarer.