Handlen slår alarm over fremtiden for Dankort
-
Under en tilsyneladende rolig overflade raser en betalingskrig om Dankorts fremtid
I gadebilledet ses jævnligt reklamer fra pengeinstitutter, som opfordrer forbrugerne til at føje bankens kort sammen med Apple Pay. Den tendens får detailhandlen til at frygte, at Dankorts eksistens er truet af bankerne.
I dag er det kun Danske Bank, der tilbyder Dankort i Apple Pay, og det betyder ifølge Nets, at op mod 250 mio. transaktioner årligt skifter fra Dankort til Visa og MasterCard.
Dermed øges butikkernes omkostninger til betalinger markant uden at der tilføres en tilsvarende værdi.
Dansk Erhverv opfordrer derfor pengeinstitutterne til at steppe op og sikre, at Danmark fortsat kan have et af verdens billigste betalingsmidler. Derfor opfordrer erhvervsorganisationen bankerne til at tilbyde Dankort i Apple Pay.
Henrik Lundgaard Sedenmark, fagchef for betalinger i Dansk Erhverv, peger på, at Dankort risikerer at blive den store taber i kampen om betalingsmarkedet.
– De tre store aktører på kortmarkedet er i øjeblikket Visa, Mastercard og Dankort. Det er tre gode betalingsmidler, men prisen er afgørende for mange butikker, som derfor er glade for Dankort, da det er den billigste løsning for dem, siger han til medier Finans.dk.
Flere mobilbetalinger
Også De Samvirkende Købmænd råber vagt i gevær. Brancheorganisationen hilser det velkommen, at Danske Banks kunder nu har mulighed for at betale med Dankort-delen af deres Vise/Dankort, når de bruger Apple Pay.
– For butikkerne betyder det, at transaktioner i Apple Pay foretaget af Danske Bank-kunder bliver billigere for butikkerne end transaktioner foretaget med Visa-delen af kortene, siger Claus Bøgelund Nielsen, vicedirektør i DSK.
Tal fra Danmarks Nationalbank viser, at andelen af betalinger foretaget med kontanter næsten er halveret fra 23 pct. af betalingerne i 2017 til 12 pct. af betalingerne i 2021. Meget tyder på, at brugen af kontanter fortsat vil falde. Flere og flere foretrækker at benytte mobile betalingsløsninger som Apple Pay.
– Det er derfor naturligt, at banken nu tilføjer Dankort-delen af Vica/Dankort som en betalingsmulighed via Apple Pay, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Ifølge Dansk Erhverv viser en ny analyse fra det engelske konsulenthus CMSPI, at butikkerne årligt sparer ca. 530 mio. kr., fordi Dankort er så udbredt herhjemme.