Erhvervslivet præsenterer ni ønsker for nyt folketingsår

Interesseorganisationer 3. okt 2023 -
This describes the image
Foto: Brian Mikkelsen
  • På Dansk Erhvervs ønskeliste er blandt andet skattelettelser for virksomheder og på arbejde, turbo på grøn omstilling, hjælpe unge uden uddannelse ind på arbejdsmarkedet og motivere danskere til at blive længere på arbejdsmarkedet 

Skrevet af: Søren Tougaard

Som Grundloven foreskriver sparker første tirsdag i oktober et nyt folketingsår i gang. Og ifølge Dansk Erhvervs adm. direktør Brian Mikkelsen, der selv har en fortid som justitsminister og konservativ profil, er der rigeligt at tage fat på for de 179 folkevalgte. 

- For Danmark står over for kæmpe udfordringer. Og de rammer os lige om lidt med 150 kilometer i timen, lyder det i en kommentar fra Brian Mikkelsen. 

Han nævner f.eks., at vi er langt fra målet med den grønne omstilling, at virksomheder taber ordrer, fordi der mangler hænder og at den demografiske udvikling risikerer at udvande velfærden. 

Derfor har erhvervsorganisationen opstillet en liste med ni konkrete punkter til Folketinget og regeringen, som ifølge Dansk Erhverv er afgørende at tage fat på i det kommende folketingsår.

De ni punkter er:

  • Vi skal sætte turbo på den grønne omstilling og fjerne bureaukrati – til gavn for de næste generationer
  • Vi skal motivere danskerne til at blive længere tid på arbejdsmarkedet, så vi sikrer, at der er hænder nok til at fremtidssikre Danmark
  • Vi skal lette skatter og luge ud i bøvl for virksomhederne, så vi får et konkurrencedygtigt erhvervsliv
  • Vi skal gøre det lettere at rekruttere internationale kollegaer, så vi er flere om at løfte opgaverne
  • Vi skal sænke skatten på arbejde, så vi gør det attraktivt at yde en ekstra indsats
  • Vi skal hjælpe unge uden job og uddannelse ind på arbejdsmarkedet, så vi får alle med ind i fremtiden
  • Vi skal frisætte velfærden, så der også fremover er plads til at passe på dig og mig
  • Vi skal sikre, at iværksættere kan blive til vækstsættere, og at de ikke flytter hjemmefra, når de bliver store
  • Vi skal udnytte potentialerne og håndtere udfordringerne med AI, så vi ikke taber terræn til udlandet

- Jeg håber, vi kan sætte hak ved alle ni punkter, når Folketinget i maj 2024 mødes i salen for sidste gang i dette folketingsår. For Danmarks og erhvervslivets skyld. lyder det fra Brian Mikkelsen. 

 

 

Opdateret 3. okt 2023