DSK kæmper for lavere moms på sunde varer
-
Købmændenes brancheforening presser igen på for at få lavere moms på sunde fødevarer
To af Danmarks nabolande har en moms på fødevarer, som ligger pænt under den danske moms på 25 pct. I Tyskland er satsen for fødevarer 7 pct., og i Sverige er den 12 pct.
I et debatindlæg i Børsen skriver viceadm. direktør Claus Bøgelund Nielsen, De Samvirkende Købmænd, DSK, at ”tiden er kommet til at kigge på differentieret moms, så det klimavenlige kan blive billigere”.
- Danske kunder beskattes langt hårdere end forbrugerne i vores nærmeste nabolande. En række lande har desuden særligt lave satser for frugt og grønt, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Claus Bøgelund Nielsen tilføjer, at der er nogle fordele ved at indføre differentieret moms: - En socialt afbalanceret skattelettelse, reduceret moms på f.eks. frugt og grønt kan påvirke folkesundheden positivt og er med til at understøtte den grønne dagsorden.
Han reagerer på en leder i Dagbladet Børsen, hvor ikke mindst dagligvarehandlens ønske om differentieret moms får en hård medfart med henvisning til bl.a. finansiering af en stor offentlig sektor, og at der endnu ikke er udviklet et system, der kan håndtere forskellige momssatser.
Claus Bøgelund Nielsen dog, at der også ulemper i forhold til finansieringen og øgede administrative omkostninger og advarer om at finansiere en lavere moms på udvalgte fødevarer ved at øge punktafgifter, da det så blot vil øge grænsehandlen.
Positiv skatteminister
Under et besøg i 365 discount i februar gav skatteminister Jeppe Bruus (S) en positiv tilkendegivelse af at kunne bruge differentieret moms som et instrument.
Det gjorde indtryk på skatteministeren, at dagligvarehandlen over en bred front ønsker differentieret moms, der f.eks. kan sænke prisen på frugt og grønt.
Han understregede samtidig, at der principielt ikke er noget til hinder for, at skat kan håndtere differentieret moms.
- Hvorfor skulle Danmark som det eneste land ikke kunne det, lød det retoriske modsvar fra ministeren, da Dagligvarehandlen spurgte om muligheden for at sænke momsen på f.eks. frugt og grønt.
Enhedsmoms
Danmark er det eneste land i Europa, der ikke har differentieret moms. I Danmark har der siden 1992 været en såkaldt enhedsmoms på 25 pct., der bliver lagt på alle varer og tjenesteydelser.