Dansk Erhverv vil speede op for flere el-lastbiler med milliardpulje

Interesseorganisationer 26. jan 2023 -
This describes the image
Flere danske selskaber har investeret i el-lastbiler. Det gælder blandt andre Coop, Rema 1000 og transportfirmaet Frode Laursen.  Foto: Coop Danmark
  • Erhvervsorganisationen foreslår sammen med Rådet for Grøn Omstilling og Volvo en pulje på 2 mia. kr. som kan fremme flere el-lastbiler i Danmark.

Skrevet af: Søren Tougaard

Der kommer flere el-lastbiler på vejene, men der er stadigvæk ganske få set ud af den samlede vognpark på over 43.000 lastbiler. Og det er et problem, hvis sektoren skal nedbringe CO2-udledningen. 

Derfor foreslår Dansk Erhverv, interesseorganisation Rådet for Grøn Omstilling og lastbilsproducenten Volvo i fællesskab, at der afsættes 2 mia. kr. til en tilskudspulje for den grønne omstilling af landtransporten i Danmark.

Puljen skal tilvejebringe de første 1.400 batterielektriske lastbiler og sikre, at den tunge landtransport bidrager til Danmarks klimamål.

- Vi har en enestående mulighed for hurtigt at implementere ny grøn teknologi i form af elektriske lastbiler på de danske landeveje. Det vil være en stor fordel for både klimaet og erhvervet. Men der er brug for at samfundet investerer nu - både i el-lastbiler og den tilhørende el-infrastruktur, siger Jeppe Juul, seniorrådgiver i Rådet for Grøn Omstilling.

Med erfaring fra udbredelsen af elbiler for privatpersoner og de ordninger, der er etableret i bl.a. Tyskland og Sverige, kan en støtteordning øge konkurrencefordelen ved nulemissionslastbiler, styrke dansk erhvervslivs førerposition inden for udbredelsen af nye grønne teknologier og bidrage til at reducere transportsektorens CO2-udledning, lyder det fra trekløveret.

Samtidig er det nødvendigt at sætte fart under udrulningen af ladeinfrastruktur og ladestandere.

- Der er hård konkurrence i transportsektoren. Hver eneste krone tæller for at skabe en sund forretning, og derfor er der ikke råd til at betale tre gange prisen for en batterielektrisk lastbil. Vi ser omvendt, at man i Sverige og Tyskland har meget store tilskudsordninger, og det betyder, at vi mister konkurrencekraft og sakker bagud i forhold til vores nabolande, som får en hurtigere grøn omlægning af transportsektoren end os. Derfor foreslår vi nu, at man giver en politisk håndsrækning til den grønne omstilling, siger Jesper Kronborg, branchedirektør for transport i Dansk Erhverv.

 

Opdateret 26. jan 2023