Dankort: Organisationer opfordrer banker til at lytte til erhvervskunderne
-
En lederskribent i Ingeniøren mener, at banker og tech tager livet af Dankortet
Opdateret
Dankortet har som elektronisk betalingsmiddel sikret danskerne billige betalinger siden 1984. Nu kan bankerne og tech-giganter være tæt på sende kortet ud på den historiske losseplads.
På vegne af bankernes erhvervskunder efterlyser Dansk Erhverv, De Samvirkende Købmænd, DSK, og Danmarks Restauranter & Caféer, DRC, opbakning til Dankortet, hvor bankerne - med undtagelse af Danske Bank - fortsat mangler at lægge Dankort i Apple Pay.
- Det gør, at skønsmæssigt op mod hver fjerde betaling bliver dyrere for virksomhederne - butikker og restauranter mv. - end nødvendigt, siger vicedirektør Claus Bøgelund Nielsen, DSK.
Han forklarer, at der foretages ekstremt mange betalinger i danske butikker og derfor gør selv få øres merbetaling en forskel for den enkelte butik.
- Vi befinder os i en branche, hvor der måske er én kroner på bundlinjen til købmanden, når forbrugeren har handlet for 125 kroner, siger Claus Bøgelund Nielsen.
Han mener, at det ikke ligegyldigt, om kunden betaler med det ene eller andet betalingsmiddel: - Og det er rigtig træls - som man siger i Jylland - når hovedparten af bankerne endnu ikke lader Dankortet følge den teknologiske udvikling, hvor betaling med telefonen er kommet for at blive.
Christiansborg må sikre danskerne billige betalinger
Bolden bliver greben af fagbladet Ingeniøren, som i en leder skriver, at ”Banker og big tech kvæler Dankortet: Christiansborg må sikre danskerne billige betalinger”.
- Det gode gamle Dankort koster mellem 16 og 21 øre pr. transaktion, og selvom det er noget sværere at finde ud af, hvad de enkelte butikker betaler for at håndtere betalinger fra Visa og Mastercard, så afslører offentligt tilgængelige prisaftaler, at det kan være i omegnen af 10 gange så dyrt for de danske butikker, når kunden i god tro betaler med den unægtelig velfungerende Apple Pay-løsning, fremgår det af lederen.
Ingeniører konkluderer, at bankerne ønsker at gå samme vej som Spar Nord ved at ikke overhovedet af give kunderne mulighed for at få et dankort: Farvel til Dankort og goddag til højere indtægter til både bankerne og store techselskaber som Visa og Mastercard.
Lederen ser dog et lille lys i mørket, da politikerne på Christiansborg ikke er fuldstændig blinde for problematikken. Tilbage i 2020 annoncerede Socialdemokratiets Simon Kollerup, der dengang var erhvervsminister, nye regler, der skulle styrke Dankort.
Erhvervsminister sender bolden til bankerne
I et debatindlæg i Finans.dk skriver erhvervsminister Morten Bødskov, at der er ”flere ting, vi skal gøre. Blandt andet vil jeg opfordre bankerne til at tilbyde Dankortet som mobil betalingsløsning. Så forbrugerne nu og i fremtiden har mulighed for at vælge Dankortet, der er billigere at administrere for butikkerne”.
Han erkender, at politikerne ikke kan tage det for givet, at kortet kan bruges hos den lille kioskejer på hjørnet og det lokale supermarked i fremtiden – selvom kortet for mange erhvervsdrivende er en billig betalingsløsning, og selvom det kan ramme mange mindre butikker hårdt, når kortgebyrer spiser for meget af omsætningen.
- Det er helt afgørende for vores erhvervsliv, at de danske erhvervsdrivende og danske forbrugere også i fremtiden kan få håndteret deres betalinger fornuftigt, siger han.
Bankerne skal løfte deres samfundsansvar
Formand for Forbrugerrådet TÆNK, Anja Philip, skriver i en kommentar på Linkedin, at det er et vigtigt indlæg fra erhvervsminister Morten Bødskov om fremtidssikring af Dankortet:
- For igennem 40 år er Dankortet blevet udviklet og har givet forbrugerne en billig betalingsmåde. Men Dankortet er i øjeblikket under pres fra det stigende brug af mobilbetalinger, hvor alle banker på nær Danske Bank kun giver kunderne mulighed for at benytte de internationale kort som Visa og Mastercard. Beregninger viser, at Dankortet sparer forbrugerne for ca. 315 mio. kr. årligt, så det er ikke så lidt!
Forbrugerrådet Tænk er derfor glad for, at ministeren tager Dankortets tilbagegang alvorligt og håber, at bankerne vil løfte deres samfundsansvar og følge ministerens opfordring om at gå i dialog med Forbrugerrådet TÆNK og detailhandlen om at fremtidssikre Dankortet.
Fagchef Henrik Lundgaard Sedenmark, Dansk Erhverv, siger til Dagligvarehandlen.dk, at det er yderst positivt, at erhvervsministeren viser sin støtte og opbakning til Dankort og ser frem til, at bankerne gør det samme:
- Dankort er fortsat det billigste betalingsalternativ for langt de fleste betalingsmodtagere. Det kommer både butikker og forbrugere til gavn. Derudover giver Dankort de danske handlende og det danske samfund en større resiliens, bl.a. som følge af, at Dankort kan anvendes offline i den fysiske handel.