Betalingskortekspert: Nu skal detailhandlen presse de andre banker

Interesseorganisationer 18. okt 2021 -
This describes the image
Aftalen mellem Danske Bank og Apple Pay gør det muligt at bruge Dankortet på iPhones og andre Apple-produkter. Foto: Apple Pay
  • Danske Bank åbner for dankortet i Apple Pay i begyndelse af det nye år. Henning N. Jensen fra Pluscon mener, at det sikrer danskerne et godt og billigt betalingskort 

”Endelig kom dankortet i Apple Pay. Fint at Danske Bank går forrest. Vi håber de andre banker følger efter, for det er vigtigt for dankortets – vores billigste betalingsmiddel - overlevelse, at det er med i de udbredte betalingsapps”.

Det skriver chefkonsulent Vagn Jelsøe, Forbrugerrådet Tænk, på Twitter efter, at aftalen i sidste uge blev kendt. Synspunktet blev straks støttet med et retweet af adm. direktør John Wagner, De Samvirkende Købmænd.

Henning N. Jensen, der er seniorpartner i Pluscon, og rådgiver kunder om betalingskort, siger om den banebrydende aftale mellem Danske Bank og Apple, at det nu er op til detailhandlen at presse de øvrige store banker som Nordea, Nykredit og Spar Nord Bank til en aftale om at få dankortet gjort tilgængeligt i den elektroniske pung - kaldet en wallet.

Klar omkring årsskiftet

Aftalen mellem Danske Bank og Apple Pay ventes at gøre det muligt at bruge dankortet på iPhones og andre Apple-produkter i begyndelsen af det nye år.

- Jyske Bank er efter min bedste vurdering uden for rækkevidde, da banken kører solo med sine egne Visakort. For Nordea er udfordringen, at den nordiske bank foretrækker et fælles betalingskort for hele Norden. Det særlige dankort kræver ændringer i bankens IT-programmer, forklarer Henning N. Jensen.

Chefkonsulent Henrik Lundgaard Sedenmark fra Dansk Erhverv siger, at det kunne betyde besparelser på trecifrede millionbeløb til detailhandlen og i sidste ende forbrugerne, ”når andre banker om lidt følger med”.

Topchefen i Salling Group Per Bank var hurtigt på tasterne på LinkedIn for at rose aftalen og opfordre til, at de andre banker følger trop:

- Dankortet er for erhvervslivet og dermed vores kunder det absolut billigste betalingsmiddel fremfor udenlandske betalingskort, og derfor er det yderst positivt, at Danske Bank nu bakker op og gør det tilgængeligt i ApplePay, tak for det på vegne af hele handlen.

Apple Pay vinder

Lars Andreas Hansen, partner i Bank Brokers, der rådgiver butikker om de bedste betalingsmetoder, bliver i Børsen mandag citeret for, at Apple Pay vil blive danskernes foretrukne betalingsløsning.

I midten af juni i fjor indgik erhvervsminister Simon Kollerup en ny aftale med dankortejeren Nets og Dansk Erhverv om nogle nye og mere konkurrencedygtige prismodeller for dankortet. 

- Det er vigtigt, at danske forbrugere og detailhandlen har adgang til billige, effektive og sikre betalingsløsninger. Dankortet er en både billig, effektiv og sikker betalingsløsning, og jeg er derfor glad for at kunne understøtte fremtidssikringen af dankortet, sagde erhvervsministeren.

Over for Dagligvarehandlen har ministeren ikke ønsket at udtale sig om aftalen mellem Danske Bank og Apple Pay, som dagligvarehandlen over en bred kam giver sin opbakning til. 


Hvad er Apple Pay?
•    Apple Pay er en digital pung samt en mobilbetalingstjeneste, som er udviklet af Apple. 
•    Du erstatter dine fysiske kort og kontanter med en privat betalingsmetode, der er nemmere og sikrere, uanset om du står i en butik, er på internettet eller i en app. 
•    Betalingstjenesten blev lanceret første gang i 2014 og kom til Danmark i 2017.
•    Kort udstedt af Visa og Mastercard kan allerede tilknyttes. Fra årsskiftet kan kunder i Danske Bank også tilknytte deres dankort til Apple Pay.

Opdateret 19. okt 2021

Vil du vide mere?