Wefood går efter flere butikker

Forbrugere 29. sep 2016 -
This describes the image
Wefood-konceptet er blevet populært siden Prinsesse Marie åbnede den første Wefood. Foto: Mikkel Østergaard
Skrevet af: Søren Tougaard

Wefood åbner butik nummer to på Nørrebro til november og har også planer om en tredje butik i Aarhus næste år. Udbredelsen af verdens første supermarkedskæde med overskudsvarer stopper dog ikke her, hvis det står til Folkekirkens Nødhjælp, der står bag konceptet.

- Vi vil meget gerne finde flere byer. Hvor, har vi ikke besluttet os for endnu. Det skal være i byer med et godt kundegrundlag, og hvor vi kan hverve frivillige. Så vi håber at åbne flere butikker i 2017, siger Per Bjerre, mediechef hos Folkekirkens Nødhjælp.

Før åbningen af den første Wefood på Amagerbrogade i februar, havde Folkekirkens Nødhjælp solgt over 10.000 folkeaktier og på den måde hentet mere end million kroner ind via private donationer.

Det er dog ikke salget af folkeaktier alene, der afgør, om Folkekirkens Nødhjælp kan åbne flere Wefood.

- Vi får også støttte fra fonde. Og så skal vi selvfølgelig have aftaler med leverandører og logistikken til at gå op, forklarer Per Bjerre.

Stor interesse
Føtex er storleverandør til Wefood-butikken på Amagerbrogade, og Per Bjerre understreger vigtigheden af at have en supermarkedskæde som fast leverandør.

Wefood mærker dog også, at flere og flere leverandører viser interesse for det unikke koncept.

- Vi er i dialog med andre kæder, og vi taler også med flere producenter, der ofte selv henvender sig til os. Og så er der også de lokale handlende, som vi også ønsker at samarbejde med, siger Per Bjerre.

Det er ikke kun fra leverandørsiden, at der er stor interesse for det nye butikskoncept.
Også kundernes opbakning har langt overgået organisationens forventninger til en omsætning på 5000 kroner om dagen.

Desuden fortæller Per Bjerre, at Wefood er et af de projekter, der er lettest at hverve frivillige til, og at omkring 100 frivillige er involveret i at drive en butik som den på Amagerbrogade.

- Interessen er vanvittig stor. Også fra udlandet, hvor vi bliver kontaktet af mange journalister og får henvendelser fra folk, der ønsker at åbne et tilsvarende koncept. Der er ingen tvivl om, at vi ramt det rigtige tidspunkt for projektet, siger han.

Efter åbningen af butikken på Nørrebrogade den 7. november er planen at udrulle konceptet til Aarhus.

Her har man dog endnu ikke fundet den egnede placering i bybilledet.

- Hvis nogle kender til oplagte placeringer i Aarhus, er vi bestemt interesseret. For os betyder en central placering ikke nødvendigvis centrum af byen. Men det er naturligvis vigtigt, at der kommer mange mennesker forbi butikken, siger Per Bjerre.

Opdateret 10. nov 2020