Vollsmose-købmand: Vi oplever ingen problemer med manglende mundbind
-
Politiet kan nu udskrive bøder til kunder, der ikke bærer mundbind eller visir i butikker i Vollsmose. Områdets Spar-købmand oplever ikke problemer med kunder, der ikke bærer mundbind
I et forsøg på at stoppe coronasmitten i Odense-bydelen Vollsmose, kan politiet nu på stedet udskrive en bøde på 2.500 kr. til borgere, der ikke bærer mundbind i områdets butikker og take-away-steder.
For detailhandlen betyder skærpelsen desuden, at det nu også er strafbart at undlade at skilte om de nye regler.
Thomas Fabricius driver Spar-butikken på Risingevej 132 i Vollsmose. Han oplever ikke problemer med kunder, der ikke benytter mundbind.
- Vi oplever ikke noget som helst problem angående mundbind. Nogle gange skal vi lige huske dem på, at det skal op over munden, ellers ingen problem, og ikke mere end i den anden butik, jeg har i en anden del i Odense. Jeg synes, det er pjat, at vores ordensmagt skal dele bøder ud og bruge deres tid på det. Men politiet må hjertens gerne kontrollere omkring min butik, siger Spar-købmanden til Dagligvarehandlen.
Skærpet kontrol
Den foregående uge er der fundet 73 smittede i Odense-bydelen, der har ca. 10.000 indbyggere. Det giver et incidenstal på næsten 800 per 100.000 indbyggere, hvilket er det laveste siden 1. marts.
- Vi har en meget alvorlig smittesituation i Vollsmose, som vi og vores gode samarbejdspartnere med alle midler skal have stoppet. Der er heldigvis rigtig mange borgere i bydelen, som gør alt det rigtige, men der er desværre stadig nogen, som ikke har forstået alvoren i det smitteudbrud, vi lige nu oplever i Vollsmose. Derfor vil vi fra Fyns Politis side være synligt til stede særligt de steder, hvor skærpelsen gælder, og vi vil skrive bøder ud på stedet, hvis de nye og skærpede regler ikke er overholdt, siger politidirektør Arne Gram fra Fyns Politi i en pressemeddelelse .