Vi ses igen - i næste årti

Forbrugere 20. dec 2019 -
This describes the image
Foto: Ulrik Samsøe Figen

Så gik der lige ti år - igen.

Om knap to uger skriver vi 2020, og hvis det næste årti bliver lige så rigt på forandringer som 2010’erne, vil dagligvarebranchen blive svær at genkende på den anden side.

Med et generelt opskruet forandringstempo, som specielt digitaliseringen har sat ekstra tryk på, er det imidlertid svært at forestille sig andet.

Mange aktuelle temaer vil uden tvivl blive forstærket i de kommende år. Jeg vil bare nævne to: E-handel og ansvarlighed.

Den helt store megatrend her i slutningen af 2010’erne er naturligvis bæredygtighed - med klimakamp og alt, hvad der ligger i nærheden. Mens e-handel med dagligvarer stadig udgør en ret begrænset andel af den samlede omsætning.

Med alle de forskellige initiativer, som nu er sat i gang af bl.a. de største aktører, Coop og Salling Group, kan det imidlertid ikke undgås, at der kommer langt mere volumen ind i det marked. Også før mastodonten Amazon eventuelt skulle blande sig.

Derudover er det sin sag at gætte på, hvor vi vil komme til at se de største forandringer i 2020’erne.

Ved indgangen til 10’erne ventede vi - forgæves - på, at et nyt opsving skulle bringe de gode tider tilbage.

Sådan kom det dog slet ikke til at forløbe. Opsvinget kom først for alvor i gang en del år senere, og det tog lidt tid at erkende, da det faktisk var der.

For der kom aldrig nogen gentagelse af forbrugsfesten i årene op mod finanskrisens udbrud i 2008, og for dagligvaremarkedets vedkommende er væksten reelt gået i stå.

På trods af et voksende indbyggertal svarer væksten i kroner og øre kun til den meget begrænsede prisudvikling i nogle år med lavinflation.

Her i 2019 er et voksende antal analyser og spekulationer gået i retning af, at den næste finanskrise kan være lige på trapperne. Eller det, der ligner - en afmatning, i hvert fald. Vi får se.

Fra de store linjer til de lidt mindre - i vores egen verden.

I den første udgave af Dansk Handelsblad i 2020, der udkommer 10. januar, har vi bl.a. fokus på nogle af de store udviklingslinjer i dagligvarehandelen i 2010’erne. Med et af de første blade følger også vores traditionsrige oversigtsplakat med kæders og koncerners butikker og markedsandele.

Dansk Handelsblads nye app er også lige ved at være køreklar, og siden lancerer vi et nyt job-univers.

Først i det nye år får vi desuden opdateret vores nye vidensportal - dhblad.dk/viden - med friske tal, så den er fuldt på omgangshøjde.

Dette blad bliver det sidste i 2019 - og før en julepause. Årtiets sidste nyhedsbrev kommer ud fredag 20. december. På den anden side af nytår begynder vi igen at lægge nyheder ud på vores website, dhblad.dk, fra 2. januar, mens nyhedsbrevet kører igen fra mandag 6. januar.

Det første trykte Dansk Handelsblad i 2020 udkommer fredag 10. januar, men det er klar som e-avis onsdag 8. januar.

Tak for i år - god jul(ehandel) og godt nytår!

Opdateret 10. nov 2020