Uno-X slipper butikkerne fri
I en erkendelse af at lokal tilpasning er den bedste opskrift på vækst i en lille lokal butik – og dermed også for benzinsalget - slipper Uno-X nu de butikker, der ligger sammen med 130 servicestationer, fri, så de kan udvikle sig efter, hvad de kan sælge i lokalsamfundet.
Den nye kæde hedder Bonus.
- Vi har delt stationerne op med udgangspunkt i en analyse af, hvad kunderne vil. Bonus skal være et lokalt omdrejningspunkt, siger marketingansvarlig for Bonus og Uno-X, Henrik Antonsen.
Uno-X og Bonus er ejet af Reitangruppen, og sammen Bonus-stationerne ligger alt fra bilforhandlere og bilvask til små kiosker og grillbarer. Det er dem, der nu skal have muligheden for at vækste.
- Tidligere havde vi nogle restriktioner, der sagde, at butikkerne ikke måtte skilte med deres egne tilbud. Vi har fået god respons på Bonus, og der er stadig tomme stationsbygninger, så jeg udelukker ikke, at der kommer flere Bonus-stationer. Vi vil altid tage en dialog med en person, der kunne være interesseret i at åbne en butik ved af vores Bonus-stationer, siger Henrik Antonsen.
Orange farver skal trække kunder
De første stationer skiftede navn i uge 51. De kommende uger skal der hver uge skiftes logo på mellem fem og otte stationer. Konverteringen skal være færdig i maj.
- Bonus-stationerne får et nyt skærmtag, og de gule Uno-X-farver blive skiftet ud med en iøjnefaldende orange. Det skal være sådan, at en forbipasserende eller en lokal tænker: ”Her må jeg ind”, siger Henrik Antonsen og tilføjer, at Uno- X ikke gør noget ved butikker og facade.
- Det styrer butiksejeren selv, siger han.
Uno-X ejer en del af stationerne, mens de har lejet sig på andre. Butikkerne er alle drevet af selvejere med forskellige leverandører. Ved cirka en tredjedel af de 130 Bonus-stationer ligger en kiosk.
- Butikkerne skal have mulighed for at vælge deres sortiment efter, hvad de kan sælge i netop deres område. De får nu også mulighed for at reklamere med deres tilbud og er ofte et lokalt samlingssted, siger Henrik Antonsen.
I forbindelse med lanceringen af den nye kæde, sætter Bonus gang i en kampagne, der skal trække kunder til både tankstation og butik.
- Vi forventer, at både vi og butiksejere får fl ere kunder og dermed nyder godt af Bonus, siger Henrik Antonsen.