Tre ud af ti forventer at købe flere danske fødevarer

Forbrugere 8. jun 2020 -
This describes the image
Grafik: YouGov
Skrevet af: Søren Tougaard

Mens politikerne diskuterer forskellige "sommerpakker", der kan være med til at stimulere det private forbrug efter landets store corona-lukning, har YouGov undersøgt, hvordan danskerne vil bruge deres penge nu, hvor samfundet er åbnet op igen.

Her svarer hver fjerde, 26 pct., at de forventer at bruge lidt flere penge herhjemme fremover, mens 8 pct. vil speede kraftigt op for deres private forbrug i forhold til før coronaudbruddet.

Hver tredje dansker forventer også at øge deres forbrug af danske varer. Heraf forventer 31 pct. at købe flere danske fødevarer fremadrettet, mens 29 pct. forventer at købe mere af andre danske varer, viser undersøgelsen.

Lidt mere end hver tredje, 35 pct., tilkendegiver også, at de vil bruge flere penge på at holde ferie herhjemme.

Næsten tre ud af ti, 29 pct., svarer til gengæld, at de vil holde igen med at bruge flere penge og i stedet spare mere op.

Undersøgelsen viser også, at 7 pct. af de adspurgte forventer at handle lidt mindre ind i de fysiske dagligvarebutikker her efter coronaudbruddet er på kraftig retur i samfundet. 2 pct. angiver, at de vil besøge dagligbutikkerne meget mindre end før.

Desuden angiver knap hver ottende forbruger, at de vil besøge større supermarkeder/storcentre lidt mindre end før, mens 4 pct. vil drosle meget ned på handlen, hvor der er mange mennesker samlet.

YouGov har lavet undersøgelsen på baggrund af interview med 1988 repræsentativt udvalgte personer fra 18 år og opefter i perioden 12. til 18. maj.

 

 

 

Opdateret 10. nov 2020