Supermarkeder slår discount i juni
Discountbølgen er langt fra, hvad den har været.
I både 2011 og 2012 voksede salget i discountbutikkerne med godt 8 pct., men siden er tempoet dalet betydeligt. Sidste år var årsvæksten mere end halveret til 3,8 pct. Og her i første halvdel af 2016 er den halveret én gang til - nu til 1,9 pct.
Det minder mere om et moderat skvulp end en brusende bølge.
Samtidig har supermarkederne med SuperBrugsen og Meny i spidsen klaret sig bedre end længe i år og sidste år.
Ifølge de seneste branchetal fra Danmarks Statistik solgte supermarkederne faktisk bedst af de to butiksformater i juni måned med et indeks på 102 i forhold til samme måned i 2015 - mod 101 til discount.
I de senest registrerede fire måneder - fra marts til og med juni - har supermarkeder og discount kørt et parløb, hvad angår vækstens størrelse. Så det er kun, fordi discountkæderne nåede at oparbejde et forspring i de mørke vintermåneder januar og februar, at de stadig er forrest efter årets første seks måneder.
Mange butikslukninger i discount
Supermarkederne har samlet set øget salget med relativt beskedne 0,6 pct. i første halvår af 2016 - mod discounts 1,9 pct. Men gabet er indskrænket betydeligt i forhold til tidligere i 10’erne.
Med til historien hører, at discountvæksten den gang var drevet af en betydelig ekspansion i næsten alle landets seks discountkæder, hvor det samlede antal butikker nu er faldet - i det mindste for en tid.
Både Coops Fakta og Dagrofas Kiwi har to år i træk lukket et tocifret antal butikker - med den seneste runde lukninger her først på året. Alene Fakta har ifølge Coop Danmarks topchef Peter Høgsted lukket 35 butikker på to år.
Også Aldi lukker for tiden ældre butikker hurtigere, end der bliver bygget nye.
Modsat forsvandt der indtil for få år siden især mange købmandsejede supermarkeder. Den udvikling er bremset op, efter at Dagrofa-koncernen, som har en række købmandskæder tilknyttet, har fået nyt ejerskab med den norske dagligvaregigant NorgesGruppen i spidsen.