Supermarkeder fortsætter med at banke discount

Forbrugere 27. jan 2017 -
Arkivfoto: John Ehbrecht

Det er snart et år siden, at discountkæderne sidste gang leverede en markant bedre månedsvækst end supermarkederne. Det var i februar sidste år. Siden da er det gået så kraftigt nedad bakke med væksten i discount, at supermarkederne har slået dem i vækstkapløbet adskillige gange.

Senest har supermarkederne ifølge de nyeste branchetal fra Danmarks Statistik registreret en vækst på 4 pct. i november måned - mod kun 1 pct. til discount. Ud af de seneste seks måneder, hvor der foreligger salgstal, har supermarkederne klaret sig bedst i de fire måneder.

Dansk Handelsblad har forsøgt at få nærmere oplysninger om 2016-væksten i de to førende supermarkedskæder herhjemme, men Coop Danmark vil ikke fortælle om væksten i SuperBrugsen, og Dagrofa siger ikke noget om Meny.

Begge har ellers flittigt meldt om vækst flere gange i løbet af året. Så sent som i oktober havde SuperBrugsen ifølge Coop-ledernes blad Butikslederen et omsætningsindeks på 104 i den forløbne del af året. Fortsat nedtur for små og store butikker På årsbasis ligger de to butiksformater næsten lige - med en vækst på 1,0 pct. i de første 11 måneder til discountbutikkerne og 0,8 pct. til supermarkederne, da 11 måneder af 2016 var gået.

Året inden var forskellen langt større med en discountvækst på 3,8 pct. mod 0,6 pct. til supermarkederne.

Igen i november så det skidt ud for de små butikker - købmænd og kiosker - og de store, hvor varehusene fylder mest. Begge gik 5 pct. tilbage i november. I 11 måneder i 2016 er omsætningen faldet med hhv. 5,0 og 4,4 pct. sammenlignet med 2015.

Opdateret 10. nov 2020