Stort fald i fødevarepriser tæmmer inflationen

Forbrugere 10. jan 2024 -
This describes the image
Arkivfoto: Henrik Frydkjær
  • Fra november til december faldt fødevarepriserne med 2,7 pct. 

Over det seneste år er priserne på fødevarer steget med 2,2 pct., og de tocifrede stigningstakter er dermed en saga blot. Det viser nye fra Danmarks Statistik for stigningen i december 2023 sammenlignet med samme måned året før.

Fra november til december sidste år faldt fødevarepriserne med 2,7 pct. godt hjulpet på vej af priskrig og hård konkurrence i dagligvarehandlen om kundernes julekurv.

- Faktisk ville inflationen være steget en hel del mere, hvis det ikke havde været for et voldsomt fald i fødevarepriserne fra november til december. Blandt andet faldt smør 28 pct. og mælk 10,3 pct., men ellers er det faktisk et bredt udvalg af fødevarer, der nu for alvor er blevet billigere. Alt i alt er fødevarerne stadig 2,2 pct. dyrere end for et år siden, men det ser altså ud til, at kurven er knækket, siger cheføkonom Las Olsen, Danske Bank.

Men træerne vokser ikke ind i himlen. Målt fra forbrugerindeksets start i 2015 er fødevarepriserne næsten 24 pct. højere. Prisstigningerne på fødevarer tog især fart midt i 2022.

Det samlede forbrugerprisindeks steg i december 2023 med 0,7 pct. i forhold til samme måned året før. I november var den tilsvarende stigning 0,6 pct. 

Den lidt højere inflation i december i forhold til sidste måned skyldes især prisændringer på elektricitet og brændstof. Varer er i gennemsnit faldet 2,7 pct. det seneste år, hvilket især skyldes prisfald på elektricitet. Tjenester er i gennemsnit steget 4,2 pct. det seneste år, hvilket hovedsageligt skyldes prisstigninger på husleje samt restaurant- og cafebesøg. 

- For hele 2023 landede inflationen på 3,3 pct. og dermed blev det nærmest et normalt år alt i alt, selv om det dækker over store forskelle i løbet af året. Det er heldigvis gået hurtigere end forventet at få inflationen ned fra de ekstreme niveauer i 2022, og det endda selv om afmatningen også har været mindre kraftig end frygtet. Det har hjulpet meget, at produktionen af alt fra maskiner til rejser og restaurantmåltider er kommet op i gear igen efter nedlukninger rundt omkring i verden, men det ser altså også ud til, at centralbankerne har ramt rigtigt i at få sat renterne lige præcis så meget op, at det har dæmpet købelysten, men ikke mere, siger Las Olsen.

This describes the image

 

Opdateret 10. jan 2024