Stort fald i dagligvareforbruget
-
Trods et dyk i salget af fødevarer og andre dagligvarer på næsten 6 pct. i forhold til april sidste år, ligger forbruget fortsat højt herhjemme
Corona har givet dagligvarebranchen et kæmpe salgsboost, men meget tyder på, at salget er på retur i retning mod mere normale tilstande i takt med, at samfundet åbner mere og mere op.
I hvert fald dykkede salget af fødevarer og andre dagligvarer med hele 7,5 pct. i april i år i forhold til marts. Sammenlignet med samme måned sidste år er der tale om et fald på 5,8 pct., viser nye tal fra Danmarks Statistik.
Samlet set faldt detailsalget med 8 pct. fra marts til april 2021, når der korrigeres for prisudvikling, sæsonudsving og effekten af handelsdage. Faldet skal ses i lyset af, at detailhandlen steg usædvanligt meget i marts efter flere måneders nedlukning af dele af detailhandlen, lyder det fra Danmarks Statistik.
Den 21. april lukkede restaurationsbranchen også op igen efter mere end fire måneders nedlukning.
Måles der over tre måneders perioden februar-april er salget af fødevarer og andre dagligvarer steget med 1 pct. i forhold til samme periode sidste år.
- Vi forventer gradvist at se en normalisering fremadrettet, i takt med at danskerne begynder at bruge penge på services, som at gå på restauranter, tage i biografen eller på sigt at rejse på ferie i udlandet, lyder det i en analyse fra Louise Aggerstrøm Hansen, privatøkonom i Danske Bank.