Stigende interesse for Ikeas svenske madmarked
Ikea vil altid være kendte for sine møbler og enkle designstil. En stor del af Ikeas kunder køber dog også mad i forbindelse med turen rundt i de store varehuse. Enten i et pitstop i restauranten, hvor specielt de svenske kødboller med kartoffelmos er en klassiker, eller som grab-to-go i bistroen ved udgangen.
På globalt plan omsatte Ikea mad for 1,7 mia. euro, ca. 12,5 mia. kr., i selskabets seneste regnskab. Beløbet synes naturligvis ikke af meget ud af Ikeas samlede omsætning på 34,2 mia. euro, ca. 254 mia. kr., men det svarer alligevel til en meromsætning på 5 pct.
Overføres det til Danmark, hvor Ikea i seneste regnskab omsatte for godt 4 mia. kr., svarer det til, at Ikea sælger mad for 200 mio. kr., hvoraf langt størstedelen hentes på salg i restaurant og bistro.
Herhjemme har Ikea førhen solgt enkelte udvalgte svenske fødevarer, som kanelsnegle og kødboller. Men mens dette område før talte få kølere med fødevarer, er området nu blevet et decideret fødevarekoncept, som Ikea selv har døbt Svensk Madmarked.
I dag tæller konceptet cirka 110 produkter så som flere varianter af kødboller og varmrøget laks, pillede rejer og krebs, oste, kaffe og marmelader samt saft og specialiteter som multebærsyltetøj, blåbærsirup og pølse med elg.
- Vi har hos Ikea Danmark set, at danskerne har stor appetit for vores svenske madmarkedssortiment. Siden vi for ca. et år siden udvidede salget af svenske fødevareprodukter, har vi oplevet en stigning på over 50 pct., siger Stuart Cowan, Food Manager i Ikea Danmark.
Ingen konkurrent til Rema 1000
Han fortæller, at Ikeas bedst sælgende fødevarer, ikke overraskende, er de svenske kødboller, kanelboller samt Kalles kaviar. Ikea har i dag udbredt Svensk Madmarked-konceptet til fire af kædens fem varehuse i Danmark. Blandt andet i Aarhus, hvor indførslen af konceptet 22. september sidste år har givet området et salgsløft på ca. 85 pct.
Tidligere har konceptet kun været at finde uden for Danmarks grænser, men en dispensation fra de danske fødevaremyndigheder har åbnet op for, at Ikea nu kan sælge flere fødevarer i varehusene.
[caption id="attachment_62408" align="alignnone" width="300"] Fra venstre Nikki Dam, ansvarlig
for Ikea Food i Aarhus, butiksansvarlig
Christian Svenningsen
samt varehuschef John Kristian
Sørensen.[/caption]
- Vi er her ikke for at konkurrere med Rema 1000, men for at styrke vores egen profil. Vi har en filosofi om at gøre hverdagen nem, og det ser du blandt andet på, at vi også sælger komplette madretter især målrettet småbørnsfamilierne.
Svensk Madmarked er med til at styrke kundernes totale indkøbsoplevelse, siger John Kristian Sørensen, varehuschef i Ikea Aarhus.
Han understreger, at Ikea ikke har planer om at udvide grundsortimentet yderligere, men at varehuset naturligvis foretager en løbende udskiftning i sortimentet, så mindre gode salgsvarer hurtig bliver udskiftet.
[caption id="attachment_62410" align="alignnone" width="300"] Ikeas produkter tæller blandt andet havremælk med i forskellige varianter og andre svenske specialiteter
som elgpølse, sommersild og Kalles kaviar. Samme udvalg på alle hylder.[/caption]
Samtidig vil Ikea også introducere nyheder i forbindelse med højtider som jul, påske og midsommer og svenske traditioner som krebsegilde.
- Den kommende jul har vi hævet vores sortiment med 30 pct., og vi har også haft en fin efterspørgsel på vores krebs og blåbærmarmelade, som var blandt nyhederne denne sommer. Vores multebærmarmelade er også meget efterspurgt. Selv om multebær har en relativ høj pris, er det et produkt, der sælger, fordi det kan være svært at købe andre steder, forklarer Christian Svenningsen, butikschef i Ikea Food.
Stort potentiale
Ifølge Nikki Dam, der er ansvarlig for madsalget i Aarhus, er interessen for Ikeas madprodukter stigende. Med en placering lige overfor det enorme kasseområde i varehuset, er kundepotentialet i hvert fald til stede.
Varehuschef John Kristian Sørensen ønsker ikke at fortælle, hvad Svensk Madmarked omsætter for, men kundestrømmen løfter han gerne sløret for.
- Vi har ca. to mio. kunder i Ikea Aarhus på et år, heraf kommer 800.000 i kontakt med vores fødevarer. Ud af dem besøger 50.000 kunder Svensk Madmarked, fortæller varehuschefen.
[caption id="attachment_62412" align="alignnone" width="300"] Svensk madkultur i samlesæt. Prisen er inklusiv alt for en middag til fi re personer.[/caption]
- Vi er superstolte af vores madmarked. Vi har haft løbende forbedringer i forhold til indretning og placeringer, og har nu indretningen på plads og fået et godt fundament. Så grundlæggende har Svensk Madmarked været en stor succes, fortæller John Kristian Sørensen.