Spillere kan få gevinster på Dankort
Danske Spils forhandlere kan fremover udbetale gevinster op til 5.000 kr. direkte ind på vindernes konto via Dankort.
Fra midten af januar er Danske Spils forhandlere blevet tilbudt at kunne udbetale gevinster på op til 5.000 kr. til deres kunder via deres betalingsterminal. Dermed kan forhandlerne undgå at have for mange kontanter i kassen.
Muligheden for at udbetale gevinster direkte ind på Dankort er kommet i stand, efter Dansk Spil i 2016 gennemførte et forsøg med 160 forhandlere. Her kunne Nets teste, hvordan det ville fungere.
- Vi har fået så mange positive reaktioner fra de forhandlere, der var med i testperioden, og de har fået positive tilbagemeldinger fra deres kunder, så jeg forudser, at rigtig mange forhandlere vil benytte det nye tilbud, de har fået her, siger adm. direktør i Danske Spil, Susanne Mørch Koch, i en pressemeddelelse.